Natteravnene Hadsten-Hinnerups Grethe Andersen og Ingrid Netopil og formanden Heidi Hagen Siem på scenen med B.S. Christiansen og chef for Natteravnene Claus Staunstrup Nilsson ved pris-overrækkelsen. Pressefoto

Natteravnene Hadsten-Hinnerups Grethe Andersen og Ingrid Netopil og formanden Heidi Hagen Siem på scenen med B.S. Christiansen og chef for Natteravnene Claus Staunstrup Nilsson ved pris-overrækkelsen. Pressefoto

Hadsten-Hinnerup er årets natteravneforening

Fik overrakt prisen til klapsalver ved foreningernes landsmøde

hadsten-hinnerup På landsplan er der næsten 150 natteravneforeninger fordelt over hele landet, og på Natteravnenes årlige landsmøde blev foreningen fra Hadsten-Hinnerup anerkendt som årets Natteravneforening.

Vi var så rørte, at det ikke var os muligt at sige noget, mens vi stod på scenen

Heidi Hagen Siem

300 natteravne var for nylig kommet rejsende fra hele landet til Hotel Nyborg Strand for at deltage i det årlige landsmøde. Og her kom Natteravnene Hadsten-Hinnerup i fokus, da de blev kåret til 'Årets Natteravneforening'.

Hadsten-Hinnerup var blevet nomineret af både lokale natteravne, samt lokale foreninger som har samarbejdet med Natteravnene.

For rørt til at tale

En af de ting, der blev fremhævet hos den lokale forening var blandt andet den store åbenhed:

"Natteravnene gør et godt stykke arbejde og bidrager til tryghed og synlighed i lokalsamfundet. Vi møder altid glade mennesker ved Natteravnene, og de er altid friske på en snak om vind og vejr, og der er altid tid til varm kop kaffe," lød det blandt andet i en af nomineringerne.

Til klapsalver fra hele salen gik foreningens repræsentanter op for at modtage prisen af B.S. Christiansen.

Her var formand Heidi Hagen Siem så rørt, at hun ikke kunne få et ord frem eller sige tak til salen efterfølgende, da B.S. Christiansen klappede hende på skulderen og anerkendende sagde: "Uden et godt fundament kan det ikke lade sig gøre."

"Vi var så rørte, at det ikke var os muligt at sige noget, mens vi stod på scenen. Derfor tak for det store bifald på landsmødet. Også stor tak til alle I skønne natteravne i Hadsten-Hinnerup. Uden jer havde det ikke været muligt at få denne pris," lyder det bagefter fra Heidi Hagen Siem i en pressemeddelelse.

Foreningen Hadsten-Hinnerup blev stiftet i 2015 og har omkring 32 frivillige, som er ude i både weekend og hverdage i de gule jakker.

jesl

Publiceret 03 December 2019 19:00