Anna Jensen var med til rejsegildet på det byggeri, hun var været i første parket til siden spadestikket i juni måned.

Anna Jensen var med til rejsegildet på det byggeri, hun var været i første parket til siden spadestikket i juni måned.

Rejsegilde:

Anna Jensen får 10 nye naboer på Voldumcentret

Byggeriet skrider planmæssigt frem. De kommende 10 nye beboere kan rykke ind i september 2020

Af
Michael Wulff

VOLDUM Anna Jensen er 96 år. Hun var én blandt de mange håndværkere, politikere og andre gæster som tirsdag eftermiddag 3. december var mødt frem til rejsegildet på den nye fløj, som skal stå færdig efter sommeren 2020. Den får 10 nye plejeboliger.

”Jeg har været tæt på byggeriet fra starten af,” fortæller Anna, der sidder på sin rollator. Hun har boet på Voldumcentret siden 2012 efter et langt liv med landbrug på gården nær Rud Kirke.

Høns og træer forsvandt

”Jeg er så glad for at bo her. De snakker om ’ældrebyrde’ – et grimt ord – for her kan personalet rigtig godt lide at passe os. De har taget billeder til os af byggeriet undervejs, og jeg kan også se det fra mine vinduer.”

”Det larmede noget i starten, da de fældede træerne. Og hønsene kunne heller ikke være der mere. Men ellers har det været fint undervejs,” siger hun.

Der blev holdt korte taler for det fugtige vejr bød ikke til større ophold udendørs. Foto: Michael Wulff

Der blev holdt korte taler for det fugtige vejr bød ikke til større ophold udendørs. Foto: Michael Wulff

"Vi vil gerne følge livet"

Anna Jensen undrer sig blot over placeringen af den nye tilbygning, som ligger bagerst i haven i vinkel på det eksisterende.

”Den skulle have ligget oppe ved vejen (Voldum Rud Vej, red.). Vi ældre vil gerne følge lidt med i, hvad der foregår. Der er flere, som går derop og sidder på bænken. Det har jeg ikke luft til mere,” siger hun.

”Anna, vil du ikke have en pølse?” spørger en venlig sjæl.

”Næh, men jeg skal ind i varmen igen. Her er lidt koldt.”

Rejsegilde i Voldum.

Rejsegilde i Voldum.

Stor familie

Anna Jensen fortæller, at når hendes familie er samlet er de 25 inklusiv oldebørnene.

”Jeg har fire sønner. Men jeg har sagt, at de ikke behøver at komme rendende hele tiden, for de er jo også bedsteforældre. Har jeg brug for dem, så ringer jeg bare.”

Voldumcentret bliver med de nye 10 boliger udvidet til det dobbelte.

Publiceret 04 December 2019 11:30