Hinnerup-teknologi sikrer jernbaner

Virksomheden Railmonitor har nu solgt avanceret sensor-teknologi til fire europæiske lande

erhverv Railmonitor i Hinnerup har store ambitioner om at digitalisere jernbaner over hele verden, hvor teknologien med sensorer på jernbaneskinnerne kan forebygge nedbrud og ulykker. Otte højt specialiserede medarbejdere er ansat i virksomheden, hvor der er sket rigtig meget på fire år.

Hjælp til Sund & Bælt

Virksomheden blev grundlagt i 2015 på baggrund af en henvendelse fra Sund & Bælt, som gerne ville udvikle sensorer til at overvåge jernbanedriften over Storebælt.

I to et halvt år har Sund & Bælt brugt teknologien, som Railmonitor har udviklet. Og den er solgt til ejere af jernbaner og entreprenører, der vedligeholder jernbaner i både Holland, Tyskland, Sydafrika og Sverige.

"Vi har fået rigtig god hjælp fra Erhvervshus Midtjylland. De har bidraget til at få os på vej på den rejse, det er at starte en ny virksomhed," siger direktør Thorvald Horup i en pressemeddelelse fra Erhvervshus Midtjylland.

Han har i 25 år været direktør i Homatic Engineering, hvor Railmonitor er et søsterselskab.

Fra Homatic Engineering har direktøren gode erfaringer med Erhvervshus Midtjylland gennem mange år og tog derfra straks kontakt for at få sparring om den nye virksomhed Railmonitor.

"Vi har fået sparring om de muligheder, der var for at søge finansiering, og besluttede på den baggrund at søge Vækstfonden og Innovationsfonden," fortæller Thorvald Horup i pressemeddelelsen.

Ansøgningerne blev imødekommet. Borean har som investor tilført risikovillig kapital og er nu købt ud. Vækstfonden, Markedsmodningsfonden og Innovationsfonden har efterfølgende bidraget til at få Railmonitor på skinner.

Kontakt til Holland

Erhvervshus Midtjylland har også hjulpet Railmonitor med at få kontakt til den danske ambassade i Holland. Og på kun et halvt år er de to første ordrer i Holland i hus.

"Alt nyt er svært, og derfor er det fantastisk, at vi fra Erhvervshus Midtjylland kan få hjælp til den første gang. Anden gang, vi skal søge finansiering eller sælge en ordre i et andet land, er det lettere, for så har vi lært af vores erfaringer," siger Thorvald Horup.

Også på borgmesterkontoret i Favrskov er man glad for den hjælp, Railmonitor har oplevet hos Erhvervshus Midtjylland.

"Jeg ved, at ambitionerne hos Railmonitor er høje, og personligt er jeg overbevist om, at Thorvald Horup og resten af Railmonitor-holdet når langt med deres digitale jernbanedrift. Vi er glade for, at Railmonitor og mange andre lokale virksomheder i kommunen benytter sig af tilbuddene om erhvervsservice hos Favrskov Erhvervsråd, Erhvervshus Midtjylland og de øvrige aktører, der stiller deres kompetencer til rådighed for de mange ambitiøse virksomheder, vi har herhjemme," udtaler borgmester Nils Borring i pressemeddelelsen fra Erhvervshus Midtjylland.

Erhvervshus Midtjylland, samarbejder tæt med Favrskov Erhvervsråd.

jesl

Publiceret 07 December 2019 10:30