Politiet opfordrer til, at man lægger røret på og ikke udleverer nogen former for oplysninger til fremmede, der ringer og udgiver sig for at være fra politiet.

Politiet opfordrer til, at man lægger røret på og ikke udleverer nogen former for oplysninger til fremmede, der ringer og udgiver sig for at være fra politiet. Modelfoto: Adobe Stock

Østjyder ringet op af 'politiet'

To gange i det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget anmeldelse fra borgere, der er blevet ringet op en person, der udgav sig for at være fra politiet.

Kl. 16.35 blev en 51-årig mand fra Lyngby ved Trustrup på Djursland ringet op af en mand, der talte dansk med mellemøstlig accent og præsenterede sig som ansat i politiet. 'Politimanden' forklarede, at en ukendt person var i færd med at optage et banklån i den 51-åriges navn. Da den 51-årige afvise, at det skulle finde sted, oplyste 'politimanden', at han i så fald havde været udsat for identitetstyveri. Men den 51-årige fik mistanke om, at der var tale om et svindelnummer, og han afbrød forbindelsen.

Kl. 17.23 kontaktede en 82-årig kvinde fra Viby politiet, da hun flere gange inden for en times tid var blevet ringet op af nogen, der præsenterede sig som 'politiet'. Personerne i telefonen havde sagt, at kvinden var blevet hacket, og at der ville komme nogen fra politiet og besøge hende senere, samt at hun skulle give tilladelse til, at politiet kunne aflytte hendes telefon. Det gjorde kvinden meget bekymret, og hun fik derfor senere besøg af et par betjente fra det rigtige politi, der tog en snak med hende.

Østjyllands Politi har tidligere set lignende eksempler på, at ukendte personer ringer til tilfældige borgere og udgiver sig for at være fra politiet. Fremgangsmåden har typisk været den samme, hvor personen i telefonen oplyser, at borgeren har været udsat for hacking eller identitetstyveri og på den måde forsøger at lokke personlige oplysninger, såsom CPR-nummer og NEMID ud af vedkommende. Politiets klare opfordring er, at man lægger røret på og ikke udleverer nogen former for oplysninger.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 25 February 2020 13:29