Aarhus Universitetshospital.

Aarhus Universitetshospital. Pressefoto

19 personer er testet negative for coronavirus på Aarhus Universitetshospital

Ingen midtjyder er testet positiv for coronavirus

Af
Jeppe Rafn

Natten til torsdag blev den første dansker testet positiv for coronavirus. Det er en mand fra Sjælland, der har været på skiferie i Norditalien, hvor der er konstateret flere tilfælde og dødsfald som følge af virusen.

Heldigvis er den sjællandske mand den foreløbige eneste, der er testet positiv i Danmark. Aarhus Universitetshospital oplyser, at hospitalet til dato har testet 19 personer negative og er i gang med at teste et antal personer. Siden tirsdag, hvor de første tilfælde af coronavirus i Italien blev bekræftet, har et stigende antal personer henvendt sig.

Hvis man har været i virusramte lande som Kina og Norditalien indenfor 14 dage og har feber eller influencasymptomer, kan man være smittet med coronavirus. Så skal man ringe til sin praktiserende læge, som derefter eventuelt kontakter hospitalet, der tager stilling til, om personen skal undersøges.

"Det er vigtigt, at man ikke møder op hos sin praktiserende læge af hensyn til smittefare, men ringer ind. Hvis man skal undersøges, bliver man hentet af en ambulance," forklarer ledende overlæge Lars Østergaard i en video på universitetshospitales Facebookside.

På hospitalet bliver der foretaget en podning i munden med en vatpind, som bliver sendt til undersøgelse. Der bliver ligeledes taget en lille sugeprøve fra luftvejene. Få timer senere får man svar.

Hvis man er smittet, men ellers er rimelig rask, bliver man ikke nødvendigvis indlagt, fortæller Lars Østergaard. Er man syg, bliver man indlagt og eventuelt behandlet med ilttilskud og i yderste konsekvens lagt i respirator.

Aarhus Universitetshospital har plads til at indlægge op til 30 personer med coronavirus og kan undersøge langt flere.

FAKTA FRA SUNDHEDSSTYRELSEN

Hvor alvorlig er COVID-19?

  • På nuværende tidspunkt, beskriver WHO, at COVID-19 i 80 % af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse på sygehus, mens 15 % bliver så syge, at de må indlægges på sygehus.
  • Yderligere 5 % bliver så alvorligt syge, at indlæggelse på intensiv afdeling bliver nødvendigt.
  • Alvorlig sygdom ses primært hos ældre og svækkede.

Sådan forebygges smitte fra coronavirus:

  • God håndhygiejne, primært håndvask, evt. hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre
  • Undgå kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion
  • Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen

Publiceret 27 February 2020 11:20