Foto:Tonny Foghmar

Foto:Tonny Foghmar

Hospital bliver kimet ned af nervøse forældre forud for genåbning

Børnelæger arbejder på at lave en vejledning til forældre med kronisk syge børn forud for genåbning af skoler og dagtilbud

Hvordan skal kronisk syge børn og deres forældre forholde sig til den kommende genåbning af skoler og daginstitutioner efter påske?

Det er åbenbart uklart, for Aarhus Universitetshospital bliver kontaktet af mange forældre til børn med kroniske sygdomme, som ringer for at høre, hvordan de skal forholde sig, når deres barn skal tilbage til vuggestue, børnehave eller skole.

AUH oplyser i en pressemeddelelse, at børnelægerne lige nu arbejder på at beskrive, hvad forældre til forskellige grupper af kronisk syge børn skal være opmærksomme på. Hospitalet forventer at være klar til at melde det ud på sin hjemmeside auh.dk og Facebookside inden weekenden.

"I mellemtiden kan forældre hjælpe hospitalet meget ved at lade være med at ringe ind med spørgsmål vedrørende kronisk syge børn og covid-19. Så bruger vi i stedet tiden på at udarbejde skriftlige råd til alle forældre med kronisk syge børn," henstiller AUH i pressemeddelelsen.

jr

Publiceret 08 April 2020 14:15