Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Øksemordene i Sabro:

29-årig mand for retten i dag

En 29-årig mand er tiltalt for at have dræbt sin mor og morfar i et brutalt økseangreb

Af
Danni Paulsen

Det var et uhyggeligt syn, der mødte betjente onsdag aften den 24. april sidste år, da man ankom til et rækkehus i Højagerparken, Sabro.

Husets mandlige beboer på 92 år var dræbt, og det samme var en 61-årig kvinde. De var begge blevet dræbt med adskillige økseslag og knivstik.

Nogle timer senere kunne politiet anholde og sigte en, på daværende tidspunkt, 28-årig mand i nærområdet.

Identifikationen af ofrene tog noget tid, men det skulle senere vise sig, at det var den unge mands mor og morfar, som var blevet fundet på adressen.

Manden blev straks indlagt på psykiatrisk afdeling, da han blev vurderet psykotisk, og han var så psykisk ustabil, at han ikke var i stand til at deltage i det første grundlovsforhør.

"Han var ikke klar over, hvor han var, eller at han var i politiets varetægt. Han besvarede alle spørgsmål med ordene 'ved ikke'," fortalte anklageren.

Den 28-årige blev varetægtsfængslet, men allerede to dage senere valgte man et gennemføre et nyt grundlovsforhør.

Her mødte han op i hospitalstøj og med skrammer i ansigtet, men retsmødet måtte afbrydes, da han ikke engang var i stand til at bekræfte sin identitet.

I dag - et år og en måned senere - skal han endelig for retten. Tiltalt for drabet på sin mor og morfar.

Ifølge anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i, blev morfaren dræbt med 16 kraftige hug og slag med økse og kniv på kroppen og i hovedet. Dødsårsagen var et knust kranie.

Det samme var tilfældet for moren, som blev slået med økse og stukket med kniv 22 gange.

Anklagemyndigheden mener, at den 29-årige skal have en behandlingsdom på ubestemt tid.

Sagen er en nævningesag, og den er berammet til tirsdag og onsdag.

Publiceret 26 May 2020 06:30