Pressefoto

Aarhusianere hamstrer sommerhuse under Corona

Ejer du et sommerhus nær de store byer, og overvejer du at sælge, kan du meget vel gøre en rigtig god handel, lyder det fra Nybolig.

Der blev i sidste uge solgt dobbelt så mange (stigningen var på 98 procent) sommerhuse i forhold til niveauet i de seneste fem år, og det er især sommerhuse i en køreafstand på 1-1,5 time fra Aarhus og København, der er de mest efterspurgte. Det fremgår af de seneste markedstal fra Boligsiden.dk, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

"Vi ved fra tidligere undersøgelser, at sommerhuse står i høj kurs for især folk i de store byer, hvor der er stor befolkningstæthed. Der skal helst ikke være for langt at køre, så sommerhuset også kan bruges i weekender, men under Corona har efterspørgslen fået et ekstra nyk opad i disse områder," siger Peter J. Mattsen, der er direktør i Nybolig.

Som Corona-pandemien har påvirket landet siden marts, er han ikke længere overrasket over udviklingen på sommerhusmarkedet.

"Vores tilværelser er med et blevet ændret, og det ser vi nu i markedstallene for sommerhuse, som har udviklet sig ud over, hvad nogen kunnet have forventet. Tanken om ikke at kunne komme på ferie, få et velfortjent afbræk fra hverdagen og jobbet, som for mange af os er foregået derhjemme, har tændt en helt ny og historisk lyst efter at eje et sommerhus," siger Peter J. Mattsen.

Han kan dog godt være bekymret for, om alle danskere, der går i sommerhusdrømme, vil få deres ønske opfyldt.

"Mange steder bliver sommerhusene solgt nærmest, før de bliver annonceret, så man skal som køber være overordentlig beslutsom, når man har fundet det rette sommerhus. Fortsætter efterspørgslen flere måneder endnu, kunne det godt tyde på, at udbuddet bliver så lavt, at mange vil gå forgæves," siger Peter J. Mattsen.

Har man derfor et sommerhus, som man overvejer at sælge, er der ifølge mæglerdirektøren gode chancer for at gøre en god handel nu.

"Køberne er der, men udbuddet er lavt, så mit bedste bud er at få sit sommerhus vurderet for at se, hvilken værdi det repræsenterer nu eller i forhold til, hvad man selv forventede. Det kan vise sig at være en del mere," siger Peter J. Mattsen.

Publiceret 15 June 2020 07:47