Foto:

Foto: Adobe Stock

Eksperter advarer:

Det kan koste dig at få feriepengene udbetalt

En økonomiprofessor og en cheføkonom stiller skarpt på de indefrosne feriepenge og guider dig gennem fordele og faldgruber

Det er besluttet, at en del af dine indefrosne feriepenge kan tøs op for at sætte samfundshjulene i gang igen.

Men er det en god forretning at få de tre ugers feriepenge udbetalt til efteråret?

Her svarer en økonomiprofessor og en cheføkonom på nogle af de spørgsmål, der har meldt sig i debatten:

Spørgsmål: Risikerer man at blive ramt af topskat ved at få pengene udbetalt nu?

- Udbetalingen bliver behandlet som almindelig indkomst. Og det vil sige, at hvis man ligger tæt på topskattegrænsen, så kan man risikere at ryge over, siger professor i økonomi på Københavns Universitet Søren Leth-Petersen.

- Betaler man topskat nu, men regner med ikke at gøre det, når man går på pension, kan det være et argument for at udskyde udbetalingen. For mange vil det nok være svært at forudsige, medmindre man er meget tæt på pensionsalderen, siger han og fortsætter:

- Det diskuteres dog, om der skal betales en flad skat på 38 procent af feriepengene. Hvis det bliver tilfældet, så er diskussionen om topskat som pensionist ikke relevant.

Spørgsmål: Kan man gøre noget aktivt for at undgå at ramme topskatten?

- Man har mulighed for at indbetale på en ratepension eller livrente og trække pengene fra i skat - og så skal man selvfølgelig betale skat, når man får dem udbetalt som pensionist, siger cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen og fortsætter:

- Hvis man indbetaler pengene på pensionen, så kommer udbetalingen over lang tid. Og så er der ret få pensionister, der betaler topskat.

- Får man pengene ud som feriepenge ved pensionen, så bliver man ramt af, at alle pengene kommer ud på én gang. Og som pensionist får man rigtig mange ydelser - eksempelvis folkepensionstillæg - som er udsat for modregning, hvis man har en indtægt, siger han.

Spørgsmål: Hvad skal man være opmærksom på ud over skatten?

- Man skal også se på, om man mister nogle offentlige ydelser. Politikerne siger, at du ikke bliver modregnet de penge, du får udbetalt nu, men man skal være opmærksom på, om man stadig kan få friplads til sit barn i daginstitutionen eller på efterskolen, siger Las Olsen og fortsætter:

- Nogle gange bruger man indtægten i tidligere år til at beregne det, og så kan det måske komme til at spille en rolle senere.

Spørgsmål: Hvem kan det betale sig for at få feriepengene udbetalt?

- Dem, der har brug for pengene. Har man dyr gæld eller noget, man står og skal have ordnet nu, så kan det sandsynligvis godt betale sig, siger Las Olsen.

- Vil man spekulere i skat og modregning af offentlige ydelser, så er det mere komplekst, og så er man nødt til at se på det helt individuelt, siger han.

/ritzau fokus/

Publiceret 27 June 2020 14:16