Nem-ID.

Nem-ID. Foto: Magnus Holm/Politiken/Ritzau Scanpix

Ældre kvinde snydt af telefonsvindler: Udleverede kontonummer og koder til nøglekort

En 71-årig kvinde fra Ebeltoft er blevet snydt af en telefonsvindler, som udgav sig for at være fra Nem-ID og lokkede konto-oplysninger og koder til nøglekort ud af kvinden, som har fået hævet flere beløb fra sin konto.

Svindleren ringede til hende mandag aften ved 21-tiden og oplyste, at der overført 17.000 kroner fra hendes konto til en konto i Schweiz.

Personen ville gerne hjælpe med at standse overførslen, men skulle i så fald bruge nogle oplysninger, som hun udleverede. Senere opdagede hun bedrageriet, som torsdag blev anmeldt til politiet, oplyser politiet i døgnrapporten.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra for eksempel banken, Nem-ID eller Nets.

Er man i tvivl om, hvorvidt vedkommende er den, han udgiver sig for, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og eventuelt den afdeling, han er ansat i.

Læg på og ring så selv op til den pågældende virksomheds hovednummer og spørg efter vedkommende. Desuden advarer politiet imod, at man udleverer sine personlige oplysninger til fremmede.

jr

Publiceret 22 January 2021 13:56