Etape 2 af letbanen mellem Lisbjergskolen og Hinnerup skal blive en realitet, mener Ingeniørforeningen. Pressefoto: Midttrafik

Etape 2 af letbanen mellem Lisbjergskolen og Hinnerup skal blive en realitet, mener Ingeniørforeningen. Pressefoto: Midttrafik

Ingeniørforeningen anbefaler mere letbane til Østjylland

I et nyt notat anbefaler en arbejdsgruppe i IDA, at der skal mere letbane, jernbanekapacitet og BRT til det østjyske

Det kan måske virke hovedrystende for mange, når man tænker på, hvor mange problemer der har været med landets første letbane i Aarhus, men Ingeniørforeningen (IDA) anbefaler nu, at man udbygger Aarhus Letbane.

Det er en arbejdsgruppe, der arbejder med bæredygtig mobilitet, som har udfærdiget et notat fra det foreløbige arbejde, og heri fremgå det, at gruppen mener, at der skal ske en udbygning af letbane i såvel Aarhus som Odense, der er på trapperne med en letbane.

"For Aarhus og Odense skal der ske en udbygning af letbanerne med de etaper, der allerede er planer for," skriver arbejdsgruppen og henviser til visionsplanen for sammenhængende og bæredygtig mobilitet i Østjylland, 'SAMSPIL 2030'.

Etape 2 for letbanen er som bekendt en udbygning fra Lisbjergskolen i Aarhus og til Hinnerup i Favrskov Kommune - med mulighed for at udbygge yderlige fra Hinnerup til Hadsten senere.

Arbejdsgruppen anbefaler også en østjysk, regional S-bane fra Randers til Kolding.

"Ud over fjerntog i halvtimes frekvens, bør strækningen betjenes med regionaltog i fast halvtimesdrift, der i dagtimerne suppleres med hurtige regionaleksprestog også med halvtimesdrift. Herved sikres en kapacitetsstærk og højfrekvent togbetjening med op til seks afgange i timen, der blandt andet vil kunne tiltrække folk, som i dag kører i bil på E45, der således ikke behøver at blive udvidet," skriver gruppen.

I notatet påpeges det desuden, at der er behob for mere jernbanekapacitet til særligt København og Aarhus, og at der skal fjernes en flaskehals ved Lillebælt ved at supplere med en ny jernbaneforbindelse.

Endeligt anbefaler IDAs arbejdsgruppe, at der i de større byer etableres effektive BRT (Bus Rapid Transit)-systemer, som kan køre uafhængigt af biltrafikken.

ddp

Publiceret 05 March 2021 07:45