Lægger sidste hånd på musical før premiere
MusicalEnsemblet har holdt øveweekend i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, så forestillingen er klar til verdenspremiere 5. oktober.
I weekenden havde MusicalEnsemblet øveweekend i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten forud for premieren i oktober.
»Prøverne forløb planmæssigt, og det var dejligt endeligt at få bandet på scenen sammen med skuespillerne,« siger Mette Schriver, som er instruktør, tekst forfatter og skuespiller på årets musical.
Mange kendte sange
»Replikkerne og sangene er ved at sidde fast hos de 12 medvirkende, der glæder sig til at vise publikum den nyskrevne musical, som får verdenspremiere 5. oktober,« siger Mette Schriver og fortsætter:
»Vi håber, at mange vil ligge vejen forbi Sløjfen for at opleve årets musical som er krydret med mange dejlige og kendte sange fra danske kunstnere. Vi skal blandt andet omkring Bamse, Kim Larsen, Shu-Bi-Dua og mange flere.«
Man vil i løbet af stykket blive ført igennem historier, der vil ramme hele følelsesregisteret. Lige fra det sjove over i det triste og tankevækkende.
Den nye musical blev født i 2017, hvor skuespillerne blev håndplukket og herefter gik skrive processen i gang. Pga Corona blev premieren desværre udsat to gange. Men nu er de klar til at åbne dørene. Der er igen lokale kræfter på scenen, som er hentet fra Favrskov Revyen og Busbjerg spillene, men også skuespillere fra tidligere forestillinger samt andre scener i blandt andet Århus og Silkeborg.
Der er mulighed for at tilkøbe en buffet, leveret af Lina Damgaard Mad & Vin, som man kan nyde inden forestillingens start.
Billetterne købes via hjemmesiden www.degroup.dk under årets musical, eller på en af bibliotekerne i Favrskov kommune.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d
gs