Tesla Model 3 er Årets Bil i Danmark 2020. Det er den bedste elbil lige nu. Fotos: Lars Krogsgaard

Tesla Model 3 er Årets Bil i Danmark 2020. Det er den bedste elbil lige nu. Fotos: Lars Krogsgaard

Årets Bil i Danmark 2020 kører udelukkende på strøm

Lige godt 50 år skulle der passere, før juryen var klar til at stemme en fuldt elektrisk bil ind på første-pladsen

Af
Christian Schacht

kåring For første gang nogensinde er en elbil blevet kåret til Årets Bil i Danmark.

Tesla Model 3 vinder den prestigefyldte kåring foran den nye Peugeot 208, BMW 3-serie, Kia Xceed og BMW 1-serie på de følgende pladser. Kåringen har eksisteret, siden Ford Capri blev Årets Bil 1969.

Nr. 3: BMW 3-serie er klassens bedste bil og kan også leveres som plug-in hybrid.

Nr. 3: BMW 3-serie er klassens bedste bil og kan også leveres som plug-in hybrid.

Det er Danske Motorjournalister, der står bag kåringen, og her var de godt 20 jurymedlemmer enige om, at den mindste Tesla er årets bedste bilnyhed. Det gælder også foreningens formand, Karsten Lemche.

Nr. 2 blev den nye Peugeot 208, som er en fremragende bil, og den kommer også som elbil.

Nr. 2 blev den nye Peugeot 208, som er en fremragende bil, og den kommer også som elbil.

»Det er historisk, at en elbil vinder titlen, men Tesla Model 3 viser på mange punkter, hvilken retning udviklingen kommer til at gå i. Lige nu er der ingen elbiler, der overgår Teslaen,« siger han.

Bilens store styrke er især den lange rækkevidde, hurtig ladning og ikke mindst det meget omfattende netværk af Teslas egne ladere, som er pænt spredt ud over landet, men også i mange andre europæiske lande, så man sagtens kan køre på ferie i sin Tesla. Samtidig kan den lade hurtigt både hjemme og ude, og Model 3 er kompatibel med øvrige lynladere.

Populær elbil

Det er også interessant, at den billigste Tesla, Standard Range Plus, der har en officiel rækkevidde på 409 km, starter allerede fra 374.000 kr., mens næste trin, kaldet Long Range, har en rækkevidde på hele 560 km og koster 456.000 kr. Er man mere til sportslig kørsel, er svaret Performance-versionen, der når ud på 530 km, men til gengæld spurter til 100 km/ t. på kun 3,4 sek. Her er prisen 506.000 kr.

Selv basisudgaven er virkelig hurtig, og med det, som svarer til godt 300 hk, mangler man aldrig kræfter.

Adaptiv fartpilot er standardudstyr, mens man skal betale hele 50.000 kr. for autopilot, hvor flere af funktionerne ikke er tilladte i Europa, og som derfor er en voldsom merpris.

Generelt er Tesla Model 3 en yderst velkørende bil, der både kan køre problemfrit gennem skarpe kurver og også er komfortabel og støjsvag.

Indretningen er noget speciel med den kæmpe skærm, der indeholder stort set alle funktioner, og den kræver nogen tilvænning at køre med. Til gengæld er der et hav af vilde funktioner, bl. a. mulighed for at se Netflix, hvis man f. eks. holder og venter på en færge.

En anden årsag til bilens popularitet er, at man rent faktisk kan få sin Model 3 leveret ganske hurtigt - senest omkring februar, lyder det fra Tesla, mens andre elbiler, især fra Hyundai og Kia, har ventetider på et år.

Ingen er dog perfekte, og det gælder også den amerikanske model. Der er ingen praktisk stor bagklap, da der er tale om en sedan, bagagerummet er ret lille, og pladsen på bagsædet er ikke den bedste.

Fakta

ÅRETS BIL I DANMARK 2020

Nr. 1 Tesla Model 3

Nr. 2 Peugeot 208

Nr. 3 BMW 3-serie

Nr. 4 Kia Xceed

Nr. 5 BMW 1-serie

Publiceret 04 December 2019 10:10