Den næste generation af VW Caddy bliver mere personvognsagtig både i design og kørestil. Tegning: VW

Den næste generation af VW Caddy bliver mere personvognsagtig både i design og kørestil. Tegning: VW

Praktisk familieflytter

VW er snart klar med en ny generation af MPV’en Caddy, der bliver mere strømlinet, men som også holder på de kantede former

Af
Jens Overgaard

Den bliver mere personvognsagtig, men der er stadig masser af kant i den næste generation af VW Caddy, der helt fra lanceringen i 2003 har været lige så kvadratisk som en plade Ritter Sport-chokolade.

De talenter skal beholdes i en helt ny Caddy-generation, som Volkswagen nu har løftet den første flig for.

Modellen, som lanceres i slutningen af 2020, bygger på koncernens MQB-platform, hvilket peger mod mere personvognsagtige køreegenskaber end den nuværende noget rustikke model.

Skrå linjer

Selv om VW kalder den nye model for femte generation, er der dog reelt mere tale om anden generation, da den nuværende model bygger på den første Caddy. Her kommer der nu mere skrå linjer, som skal appellere til de mange, der bruger en sådan praktisk bil til fritidsbrug og gerne vil have et lidt smartere køretøj, som ikke kun udstråler håndværkerbil. Det hjælpes af en ny front med smal grill og full LED-forlygter.

Modellen får helt i tidens ånd mulighed for en bred vifte af sikkerhedssystemer, hvilket også kræves i dag, mens den noget tunge bagende på den nuværende Caddy gøres lettere med lodret stående LED-lys.

Fleksibiliteten er fortsat stor med en bagklap, der, ud over den almindelige bagrude, kan fås afblændet eller med todelte svingdøre, hvor det sidste især er rettet mod erhvervslivet.

Ifølge udenlandsk motorpresse kommer modellen med både benzin-og dieselmotorer og som mild hybrid og plug-in hybrid.

Publiceret 09 January 2020 10:36