Den genfødte elektriske VW Samba bus har fået ny undervogn og full LED-forlygter. Den klarer cirka 200 km på en opladning. Foto: VW

Den genfødte elektriske VW Samba bus har fået ny undervogn og full LED-forlygter. Den klarer cirka 200 km på en opladning. Foto: VW

VW-bus får nyt liv på strøm

Det er nu muligt at få ombygget en klassisk folkevognsbus til eldrift helt originalt. Dermed følger VW bl.a. Jaguar og Aston Martin. Men prisen er høj

Af
Jens Overgaard

MOTOR Der er unægtelig langt fra lyden af en tøffende boxermotor til en nærmest lydløs elektrisk af slagsen. Men charmen kan man ikke tage fra den legendariske VW Samba-bus fra midten af 1960'erne. Netop det faktum har været en af drivkræfterne bag, at Volkswagens egen eClassicsafdeling nu er gået i gang med at ombygge velholdte eksemplarer af bilen til eldrift.

Folkene hos Volkswagen er gået grundigt til værks med modellen. Den oprindelige luftkølede boksermotor på 44 hk er her afløst af en elmotor på 83 hk, der med et moment på 212 Nm har næsten dobbelt så meget at gøre med som ophavet. Tophastigheden er med 130 km/ t. også lidt mere end de oprindelige 105 km/ t.

Ligesom i originalen er motoren placeret bagi.

Den genfødte elektriske VW Samba bus har fået ny undervogn og full LED-forlygter. Den klarer cirka 200 km på en opladning. Foto: VW

Den genfødte elektriske VW Samba bus har fået ny undervogn og full LED-forlygter. Den klarer cirka 200 km på en opladning. Foto: VW

Fabrikkens ingeniører har lagt batteriet på 45 kWh mellem akslerne og sænket tyngdepunktet i bilen, som på den måde får langt bedre køreegenskaber.

Det skyldes dog primært den nye undervogn med et nyudviklet multiled hjulophæng samt justerbare støddæmpere. Desuden er der monteret et nyt tandstangsstyretøj og indvendigt ventilerede skivebremser hele vejen rundt.

Rækkevidden er dog forholdsvis beskeden med cirka 200 km i bilen, der ved hurtigladere kan klare op til 50 kW, hvilket betyder, at den kan lades op til 80 pct. på 40 minutter.

En detalje er prisen, som starter fra 64.900 euro, eller omkring 484.000 kr., før danske afgifter. Det er dog uklart, hvor meget udstyr denne pris omfatter. Oveni kommer så donorbilen.

Publiceret 01 April 2020 14:02