Interiøret et klassisk Toyota, dog med Suzukis emblemer synlige.

Interiøret et klassisk Toyota, dog med Suzukis emblemer synlige. Foto: Suzuki

Høj Suzuki med Toyota-rødder

Suzuki lancerer den høje Across, som er en Toyota RAV4 med Suzuki-skilte, og kommer som plug-in hybrid

Af
Jens Overgaard

Bil Paletten af modeller vokser hos Suzuki, der til efteråret får en overraskende udvidelse af programmet. Det sker, når den nye høje Across kommer med.

Hvis du synes, at den ser bekendt ud, er det ikke helt tilfældigt. Her er nemlig reelt tale om en Toyota Rav4. De to japanske mærker har nemlig indgået et samarbejde, som betyder, at den nye Rav4 bliver 'rebadget', som det hedder, og dermed en del af Suzukis program som Across.

Fronten med full LED-forlygter er dog ændret en smule, så den mere lægger sig op ad Suzukis designstil. Rav4, som er en forholdsvis ny model, lanceres snart også som plug-in hybrid, og den modelvariant er foreløbig den eneste, der vil kunne fås hos Suzuki.

Alt i udstyr

Udgangspunktet er en 2,5-benzinmotor, som fungerer sammen med et batteri på 18,1 kWh og elmotorer på for-og bagaksler, som leverer en samlet systemydelse på 306 hk. Rækkevidden på ren el er hele 75 kilometer i modellen med det elektriske firehjulstræk. Det er en rigtig pæn værdi og skyldes batteriet, som er noget større end normalt i plug-in hybrider, og som på den front også matcher Toyota Rav4.Med i modellen følger en lang række sikkerhedssystemer fra Toyota som blandt andet en avanceret automatisk nødbremse, skilteaflæser, adaptiv fartpilot med køassistent og advarsel for trafik fra siden ved bakmanøvrer.

Interessant nok har den danske importør af Toyota meldt ud, at Rav4 plug-in hybrid, som herhjemme starter fra 549.000 kr., er udsolgt resten af året. Det bliver interessant at se, hvad Suzuki kan diske op med af priser og leveringstider. Flere fælles modeller Suzuki og Toyota har flere modeller på vej i det mere tætte samarbejde. Således skulle der være en Toyota Corolla med Suzuki-skilte på vej som næste projekt. Suzuki Across lanceres herhjemme sidst på året. Plug-in-versionen af Toyota Rav4 debuterer i løbet af sensommeren.

Fakta

Suzuki Across

Bygger på den seneste Toyota Rav4, der kom på markedet i 2018/19. Plug-in versionen vil hjælpe Suzuki med at få mærkets samlede Co2-udledning ned. Suzuki Across vil blive introduceret i slutningen af i år.

Publiceret 29 July 2020 00:00