Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er helt galt med ambulancedriften i Hadsten, Langå og Ulstrup

"Jeg kommer til at følge denne sag til dørs, indtil Favrskovs borgere igen kan føle sig trygge," skriver byrådskandidat Kim Hammershøj (V)

Artiklens øverste billede
Kim Hammershøj (V). Pressefoto

Er det rimeligt, at regionens ambulancer ligger og kører hjemkørsler af færdigbehandlede patienter og ikke behandlingskrævende ture, mens akut syge borgere venter og venter?

Regionens ambulancer kører hvert år ca. 15.000 af disse ture, men ture som disse kunne imidlertid have være kørt af liggende persontransporter. Det vil sige, at borgere i blandt andet store dele af Favrskov Kommune venter meget længere på en ambulance end i Randers og Aarhus. Helt galt er det i området Hadsten, Langå og Ulstrup. Her kommer ambulancen kun frem inden for regionens servicemål, som er 10 minutter, i omkring 40-50 procent af alle akutte ture, viser en aktindsigt foretaget af TV2 Østjylland.

Men er Region Midts folkevalgte virkelig tilfreds med dette?

Tilsyneladende er de ganske godt tilfredse, da regionens ambulancer, og hermed de østjyske ambulancer, samlet set lever op til deres servicemål, men kun fordi tallet bliver hevet op af responstiderne i Aarhus og Randers, hvor de når frem i 90-100 procent af alle udrykninger.

Det skal vi under ingen omstændigheder stille os tilfreds med i Favrskov. Vi bliver nødt til at påpege over for de folkevalgte i Region Midt, at det er ganske urimeligt, at borgerne i Favrskov ikke får den service, som borgere i Randers og Aarhus får. Slet ikke når regionens ambulancer ligger og spilder deres kvalifikationer og dyrebare tid på hjemkørsler.

Efter godt 20 år i ambulancetjenesten har jeg efterhånden en ganske god indsigt i, hvor Region Midt vil kunne optimere deres service over for borgeren i Favrskov. Derfor kommer jeg til at følge denne sag til dørs, indtil Favrskovs borgere igen kan føle sig trygge ved, at ambulancen kommer inden for regionens servicemål, når de bliver kritisk syge eller kommer ud for en alvorlig ulykke.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen