Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Nu bliver opgraderingen af rute 26 endelig til noget

Artiklens øverste billede
Daniel Toft Jakobsen. Pressefoto

debat 8. april var en god dag for Favrskov Kommune. Efter mange års diskussioner og ventetid fremlagde en dansk regering nemlig endelig en infrastrukturplan med penge til at opgradere rute 26 mellem E45 og Søbyvad. Helt konkret er der afsat 1,4 mia. kroner til projektet, hvilket svarer præcist til det beløb, som Favrskov Kommune med Nils Borring i spidsen har foreslået at bruge på en firesporet motortrafikvej på strækningen. Beløbet er halvt så stort som det, der oprindeligt blev skønnet nødvendigt til en motorvej. Og der er ingen tvivl om, at det konstruktive og kreative arbejde med at finde en billigere løsning, som Favrskov kommune har leveret, har været helt centralt i forhold til at realisere projektet.

Den nye vejstrækning vil komme til at gøre en kæmpe forskel. For erhvervslivet, pendlerne, byerne og beboerne omkring den nuværende rute 26 samt ikke mindst trafiksikkerheden. Derfor er jeg også overbevist om, at der vil være bred opbakning til projektet, når Socialdemokratiets udspil skal forhandles med Folketingets øvrige partier.

Vi er mange på tværs af partier, der har presset på for penge til opgraderingen af rute 26 igennem de seneste år. Ingen har dog arbejdet mere ihærdigt og målrettet for projektet end Nils Borring. Det fortjener han ros for, ligesom Benny Engelbrecht som transportminister fortjener ros for at have lyttet til Favrskovs ønsker og idéer.

Jeg håber virkelig, at vi kan lande en bred infrastrukturaftale, så der bliver ro og forudsigelighed om dette vigtige område i årene fremover. Derudover håber jeg, at vi i Favrskov fortsat kan stå sammen på tværs af partier om projektet – og f.eks. hjælpe hinanden med at presse på for, at opgraderingen af rute 26 kommer længst muligt frem i køen over de mange projekter, som skal gennemføres de kommende år.

At projektet nu rent faktisk bliver til noget, er jeg dog helt overbevist om. Og derfor var 8. april en god dag for Favrskov Kommune.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen