Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Den "vedtagne" linjeføring af motortrafikvejen savner ethvert konkret argument

Artiklens øverste billede
Lading Sø og Viborgvej.

Selvfølgelig er det vigtigt, at der kommer en god vejforbindelse Aarhus-Hammel-Viborg. Og selvfølgelig skal man holde fast i en velargumenteret beslutning for linjeføring.

Men når beslutningen nu savner ethvert konkret argument, er der så ikke al mulig grund til, at linieføringen bliver undersøgt på ny? Fremfor at man spolerer et af vore mest bevaringsværdige naturarealer, der i ét stort plateau strækker sig fra Borum Eshøj med sine kulturarvs- og fredede områder til den ligeledes fredede Lading Sø ådal.

De i sin tid undersøgte linjeføringer tog jo også højde for anlæg af en motorvej. Men når der nu "kun" er tale om en motortrafikvej, vil der jo slet ikke være de samme krav til vejanlæg i henhold til bredde, nedgravning, "krumning", ekspropriering og hensyn til tværgående veje, så sognet ikke bliver "skåret over".

Den "vedtagne" SYDlinjeføring er planlagt at skulle krydse det fredede område på en 17 meter (svarende til seks etager) høj dæmning plus en højbro, fra hvilken lastbilstøj, båret af den fremherskende vindretning (fra sydvest), næsten uhindret vil kunne bevæge sig over Lading Søs vandoverflade og ramme Lading By med næsten fuld styrke.

Udover vigtigheden af naturbevarelse ved man i dag, at vedvarende støjbelastning udgør en væsentlig helbredsrisiko. Hertil kommer støjens indvirkning på den daglige livskvalitet. En delvis nedgravet nordlig linjeføring vil med de samme typiske vindforhold kun sjældent kunne høres i Lading By.

Hvorfor bekostede man mon en 25 millioner kroner dyr VVM-undersøgelse, når man bare valgte at blæse på dens konklusioner?. Ingen regering har nogensinde tidligere ignoreret resultatet af en af den selv iværksat VVM-undersøgelse.

Da vi var rigtig mange, der forgæves søgte at få bare det mest vægtige, konkrete svar på hvorfor SYDlinjen var blevet valgt, lød det, at en vej nord om byen "ville skære sognet over". Men nu, da det drejer sig om en motortrafikvej, er det vel bare et spørgsmål om et par tilkørselsveje og/eller broer (løst i talrige andre danske byer, der er gennemskåret af en jernbane).

I mangel af et svar, der virkelig kunne matche spoleringen af et enestående naturområde, skrev jeg til daværende trafikminister Magnus Heunicke.

Den 8/10-2014 modtog jeg så et langt, venligt svar, hvor han i indledningen anfører, at denne SYDgående linjeføring jo ikke bliver ret meget længere, ikke ret meget dyrere, ikke ret meget mere støjbelastende og ikke ret meget mere CO2-udledende end en nordgående (underforstået: så det kan vel ikke betyde noget særligt).

Som det eneste konkrete "argument" for, at man havde valgt sydlinjen, skrev han ordret citeret, at "...en nordlig linjeføring ville betyde væsentlige landskabelige og kulturhistoriske påvirkninger af herregårdslandskabet ved Frijsenborg, Fajstrup Krat".

Ja tak! Mon han ikke her har byttet om på nord og syd? NORDlinien vil kun gennemskære en strækning på 1,5 km "herregårdslandskab", hvor der i forvejen ligger en vej (Viborgvej). Selve "herregårdslandskabet" består af en ganske almindelig mark, ganske vist med et skovbryn i baggrunden (et bevaringsværdigt herregårdsdige har Frijsenborgs ejer delvis selv fjernet), men flankeret på hver sin side af et stort savværksanlæg og et (dengang allerede planlagt) ligeledes stort, naturskæmmende biogasanlæg.

Enhver kan på et kort konstatere, at SYD-linieføringen derimod gennemskærer hele fire km "herregårdslandskab" bestående kun af skov, åbne marker og et par mindre huse, og det er dén linjeføring, der medfører langt de mest "væsentlige landskabelige og kulturhistoriske påvirkninger".

Hvem kan have nogen som helst respekt for politikere, der kommer med en sådan argumentation?

Eller for politikere, der uden at sætte sig det mindste ind i sagens præmisser - i misforstået parti- eller kollegaloyalitet - blæser på alle hensyn til naturbeskyttelse og støjforurening og med lukkede øje bare tier og samtykker?

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen