Debat: Vi må vise at vi holder af den gamle, vakre kirke
Debat I Lading har vi en vakker kirke der ligger højt over en dejlig, velpasset kirkegård, hvor også de gamle gravstene bliver bevaret. Det er som at vandre gennem sognets historie. Slægt skal følge slægters gang! Men desværre er den næsten altid lukket.
Vi har også et godt sognehus og en ny lidt særpræget præstebolig, hvor der pgså er et kirkekontor.
Så vi har alle fasiliteter for et rigt sogneliv. Gode gudstjenester, hvor der gerne må være lidt overraskelser en ind i mellem. En ungkonfirmant, som jeg mødte udenfor kirken for nogle få år siden, sagde: Nu har jeg været her 3 gange og det er det samme alle gange. Så nu behøver jeg ikke spilde tid her mere!
Men der er dejlig orgelmusik, gode kirkesangere og ofte gode, sangbare salmer, gode at synge med på.
Og kirken kan bruges til så meget. Koncerter, udstillinger, foredrag, sangaftner, debatter og meget mere. Kun fantasien sætter grænser.
Der er kommet mange nye indbyggere i det gamle sogn. Hvad med foredrag el.lign. hvor gamle 'Laddinger' fortæller om fortiden i sognet, hvor der både var købmænd, smede, mejeri og sikkert meget mere. Det er godt at vide historien om stedet, man har slået sig ned.
Og det er vigtigt, at 'de nye' får en samhørighed med deres nye by, så vi alle føler, at vi hører til.
Forhåbentlig er Corona snart fortid. Hvis vi vil beholde vor kirke, kræver det, at vi kommer og deltager. For en tom kirke har ingen berættelse. Det er vi, der bor i sognet, der må vise, at vi holder af den gamle, vakre kirke.