Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Der skal være plads til både idræt og corona indendørs

Artiklens øverste billede
Morten Bang.

Vi er på vej mod lysere tider, og samfundet er på vej til at åbne igen. En del af forudsætningen, for at vi kan åbne, er coronatest og vacciner.

Favrskov Kommune tager naturligvis del i den bundne opgave, vi har, både i forhold til en stor testkapacitet i nærområderne og det samme med vaccinationsstederne.

Venstre har stor respekt for denne opgave. Den skal vi som kommune løfte, og det kan vi også.

I forbindelse med nedlukningen af samfundet har vi i Favrskov benyttet os af blandt andet skoler og haller som både testcentre og vaccinationssteder, hvilket giver god mening, eftersom der ikke har været andre aktiviteter.

Nu er vi på ved mod en genåbning også af indendørsidrætten, der har ligget helt stille i denne mørke tid, hvor de plejer at have "højsæson".

Kommunen har derfor i forbindelse med genåbningen været i gang med at flytte "corona-aktiviteter" ud af hallerne, så de mange børn, unge, voksne og ældre igen kan boltre sig i hallerne. Noget de har set frem til længe.

Det er desværre ikke lykkedes helt at få flyttet alle aktiviteter ud af hallerne, og de mange foreninger, der så ikke har kunnet åbne helt op, har udvist meget stor fleksibilitet og afgivet timer, så "corona-aktiviteterne" fortsat er i nogle haller i kommunen.

Vi må løfte i flok, og lige nu betaler de mange foreninger og medlemmerne, der har glædet sig til at gå til gymnastik, håndbold, badminton og så videre en høj pris, fordi de ikke kan komme i gang som ønsket.

For Venstre er det ikke er spørgsmål om indendørs idræt ELLER "corona-aktiviteter", men derimod indendørs idræt OG "corona-aktiviteter".

Der SKAL være plads til begge dele på fuld tid. Derfor er det også flot af foreningerne og de mange medlemmer, at de har udvist en stor grad af fleksibilitet og dermed givet den kommunale forvaltning mulighed for at finde de helt rigtige løsninger, før indendørs idrætten for alvor starter op i hallerne efter sommerferien.

Venstre har stor tiltro til at forvaltningen kan løse den opgave, så der allerede fra 1. august er gjort klar til BÅDE indendørs idræt OG "corona-aktiviteter".

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen