Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Et overgreb på en gammel stationsby

Artiklens øverste billede
Området til venstre i billedet i det centrale Hinnerup skal erstattes af et fem-etagers boligbyggeri.

Se godt på dette parti i Hinnerup.

Det er fotograferet forleden fra Ådalsvej hen langs den sti, der deler by og eng.

Blå himmel, lyst og luftigt med enkelte høje, smukke træer, blomstrende buske og en forårsgrøn hæk.

Nyd synet.

For snart tager gravkøer og maskiner over og jævner alt det, som man kan se i venstre side af billedet op til Fredensgade med jorden og erstatter det med boliger i op til fem etagers højde. Fem etager.

Det er to etager højere end blokkene oppe på Nørreskovvej.

Det bliver et monstrum, der får skandalebyggeriet med Aldi og Fakta længere henne til at tage sig nærmest ydmygt ud.

I byrådet mener man, at der er et stigende behov for bynære boliger, og det er muligvis rigtigt, men hvorfor det igen skal gå ud over en del af det gamle Hinnerup, er uforståeligt. Endnu engang farvel til klassisk, dansk stationsbymiljø og goddag til et højhusbyggeri, der vil komme til at kaste lange, mørke skygger i al fremtid.

Først og fremmest stakkels naboer, men også stakkels os, der har vores daglige gang i det centrale Hinnerup.

Det er for længst lykkedes at ødelægge området mellem Jernbanegade og Pakhusvej. Nu arbejdes der solidt videre på at ødelægge den anden side af Storegade.

Det hedder ellers så smukt i kommunens visioner vedrørende byudvikling, at det blandt andet skal forholde sig til "områdets natur, landskab og byggeskik", så man ikke lade være med at spørge sig selv, hvor det kommende fem etagers byggeri passer ind i den sammenhæng.

Skammelig, er en mild betegnelse for et sådant overgreb.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen