Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Er boligudbuddet bredt nok i Favrskov Kommune?

»Vi bør som kommune allerede nu sikre os for en fremtid, hvor vores gennemsnitslevealder bliver højere, og vi dermed får flere ældre borgere, der gerne vil bo lokalt i mindre boliger,« skriver Thomas Storm (V)

Artiklens øverste billede
Thomas Storm. Foto: Preben Breinholt, Breinholt Foto

Favrskov Kommune er en tilflytter- og vækstkommune og har været det gennem mange år.

Vi er samtidig en kommune med rigtig store udviklingsmuligheder bredt ud over hele kommunen.

Udviklingsmuligheder der spænder vidt mellem blandt andet vores skønne natur, pasnings- og skolesystem, foreningslivet og mulighederne for bynære boliger såvel som de oplevelser, vi kan tilbyde med boliger rundt om i vores mange landsbyer.

Flere ældre ønsker at kunne sælge deres hus, hvor de har boet i mange år, og flytte i ny og mindre bolig i nærområdet

Netop boligerne er vigtige faktorer, for at vi kan fortsætte udviklingen som tilflytterkommune samt have mulighed for at tiltrække nye borgere.

Vi skal kunne tilbyde byggegrunde i de områder af kommunen og til de interesserede købere, der vil bygge deres drømmehuse på lige netop dét stykke jord i Favrskov Kommune.

Og hvis køberne ikke selv ønsker at bygge nyt helt fra bunden, så skal vi finde andre muligheder for at tiltrække nye borgere til kommunen og samtidig glæde mange af vores ældre borgere ved samme lejlighed.

Flere ældre ønsker at kunne sælge deres hus, hvor de har boet i mange år, og flytte i ny og mindre bolig i nærområdet, hvor de har haft deres gang, aktiviteter og nære vennekreds gennem årtier.

Vi bør som kommune derfor allerede nu sikre os for en fremtid, hvor vores gennemsnitslevealder bliver højere, og vi dermed får flere ældre borgere, der gerne vil bo lokalt i mindre boliger og videresælge deres egne nuværende til nye købere.

I Venstre arbejder vi for forsat vækst og udvikling af hele Favrskov Kommune. Vi arbejder for en hurtigere udvikling af vores byggegrunde og boligmasse, der tilgodeser den stigende efterspørgsel, der er for et bredere boligmarked.

Det er nu, vi skal forberede os på fremtiden.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen