Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat om Rute 26: Stop nu med de usaglige argumenter og lad os få en vej

Artiklens øverste billede
Korridoren for rute 26 går syd for Lading på dette kort, som Orla Nielsen har vedhæftet sit debatindlæg.

Kæmp for alt hvad du har kært.

Det er helt fair, men det skal være med saglige og veldokumenterede argumenter, ikke med løse fantasier og tilfældige usaglige beskyldninger.

De ivrige skribenter på sydsiden af Lading Sø kæmper hårdt med med masser af ovennævnte floskler. Måske mener de, at jo flere gange man siger det eller skriver det, jo mere bliver det rigtigt og troværdigt. Man skulle mene, at de lokale aviser snart synes, at de har fået den spalteplads, de kan tilkomme.

Fakta er jo, at vejen syd om Lading sø er fastlagt, og at alle forslag de seneste 60-70 år fra Amt- Stat- og Vejdirektoratet har peget syd for Lading. I 1962, hvor jeg flyttede til Lading i Bækgården, kom første kort fra amtet med en forlægning langs søen fra Bjørnkær og til Fajstrup, og naboer i byen kunne fortælle, at det havde været planlagt i mange år.

Samtidig var næsten hele området omkring søen fredet, og det fremgik af kortet. I 1990 i projekteringsloven fremgår det, at korridoren for udbygning af rute 26 skal gå syd om Lading, og korridoren (som ses på kortet) går syd for Lading og næsten til Herskind. Derefter fremlægges fra Vejdirektoratet i 1990 et forslag (midterlinjen) tværs op over markerne med bro over Fajstrup, som også vil blive en vanskelig sag, fordi alle marker mellem Lading og søen er fredede.

En arbejdsgruppe med undertegnede undersøger og fremsender til Trafikministeriet i 1991 et nyt forslag syd om Lading Sø, (det nuværende diskussionsemne), som senere tilpasses med hensyn til kulturarven Borup Eshøj af Moesgård museum. Samtidig føres linjen mere syd over mod skoven for kun at snitte hjørnet af fredningen og skåne Skivholme Skov.

Påstanden om at den sydlige linje er dyrere, skyldes at den (ved motorvejsprojektet) ville blive 1,5 kilometer længere ved tilførslen før Fårvang end den nordlige, som sluttede på et andet punkt. Det nye forslag med en motortrafikvej bliver kortere og afsluttet lige efter Svenstrup, samme punkt, her bliver nordlinjen cirka en halv kilometer længere, der skal bygges mere bro over Bjørnkær-slugten og Fajstrupdalen end på sydlinjen ved Bakkevej. Samtidig vil en motortrafikvej måske kunne sænkes i terrænet, så broen blev lavere.

Støjen bliver mindre end målt, da der køres med lavere hastighed end på en motorvej. Arealet, som skal bruges, bliver væsentligt mindre, da vejen er næsten 10 meter kortere i bredden. Prisen for hele projektet er cirka halveret fra 2,83 til 1,39 milliarder kroner.

Beboere, der påvirkes på sydsiden er cirka 260 og 11 ejendomme, hvorimod nordlinjen vil påvirke mere end 150 parcelhuse på Møllebakken, Engbakken, Sydmarken, Nordmarken og nye udstykninger i Fajstrup og planlagte nord for Møllebakken med afstande fra 200 til 400 meter. På sydsiden vil afstanden til Skivholme være 900 meter.

Det gamle lokalsamfund Lading, Skjoldelev, Markusminde og Fajstrup mere end 1200 borgere vil blive kløvet med denne barriere af en vej og stoppe den gode udvikling vi har med mange fælles lokaliteter som børneinstitution, kirke, forretninger og forsamlingshuse.

Stop nu de dårligt dokumenterede argumenter og injurieagtige beskyldninger og lad os få en vej.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen