Mine nakkehår stritter ved et ord som...

Mine nakkehår stritter ved et ord som effektivisering.
Men hvorfor dog det? Jo, for hvis ordet indgår i den borgernære service, betyder det reelt, at medarbejderne skal løbe stærkere, fordi besparelsen kun kan opnås ved færre medarbejdertimer, og det er for mig at se en forringelse af den borgernære velfærd.
Som byrådsmedlem forsøger jeg ihærdigt at gøre min hverdag, mit arbejdsliv i ældreplejen, visuel og nærværende for de øvrige byrådspolitikere, men nej. Regneark, beskrivelser fra forvaltningen og formodede besparelser overhaler rask væk mine argumenter som: Mere komplekse borgere, flere sygeplejeopgaver, mere dokumentation og så videre.
Jeg er én af 25 byrådspolitikere, som er valgt ind af borgerne i Favrskov, og som med lodder og trisser har lavet et budget, der nu skal i høring. Nu håber jeg blot, at flest mulig vil nærlæse budgettet, tænke hverdagen ind i besparelserne og give feedback på det, som byrådet i fællesskab kunne blive enige om.
Husk - budgettet er først endelig godkendt, efter tilbagemeldingerne er læst og taget stilling til.