Hjemmepasning af egne børn skal være muligt i Favrskov

Favrskovs børneinstitutioner er voldsomt under pres. Der flytter rigtig mange til kommunen i øjeblikket. Især i Søften, Hinnerup og Hadsten. Der er mange unge børnefamilier og rigtig mange førstegangskøbere. Favrskov er den kommune i Danmark, hvor der er flest førstegangs købere. Og med dem følger børn.
Blandt andet inden for dagplejen er der stor mangel på ansatte. Det er meget svært at rekruttere nye dagplejere, og der er en del ældre, der inden for en overskuelig fremtid holder. Der er ikke penge i kommunen til at lave nye institutioner lige nu, så behovet for pasning bliver absolut ikke mindre.
Venstre har stillet et forslag om hjemmepasning af egne børn. Dette gik S, SF og EL imod, da de ikke mente, der var behov for dette. Det er åbenlyst, at vi er nødt til at tænke i andre baner. Kommuner, vi sammenligner os med, har vedtaget at have hjemmepasning af egne børn. Det skal vi også i Favrskov.
Det vil ifølge børneforsker og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, være en god samfundsinvestering, hvis flere børn kunne blive passet hjemme i de tidlige år. Han siger, ”langt flere børn ville få en god start, hvilket vil betyde, at de ville være lidt mere seje, trivselsorienterede, trygge og sikre på tilværelsen. De ville også have flere kompetencer bygget op igennem livet, så langt færre af dem ville droppe ud af uddannelser, blive afhængige af stoffer og komme på kontanthjælp. Derfor er hele regnestykket baseret på en teori om, at det, der investeres dér, kommer igen i bedre trivsel gennem både ungdoms- og voksenårene.”
Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, og vil arbejde for det, hvis jeg kommer i byrådet.