Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En drøm om en anden slags kommunale plejehjem

Artiklens øverste billede
Peder Meyhoff. Pressefoto

Jeg har en drøm. En drøm der handler om den bedst mulige alderdom. En alderdom der ligner mit hidtidige liv mest muligt. Også hvis det ender med, at jeg bliver dement.

Jeg er vokset op på en gård og har levet næsten hele mit liv i tæt kontakt med naturen og med både tamme og vilde dyr. Og det vil jeg gerne fortsætte med så længe som overhovedet muligt. De seneste 41 år har jeg desuden boet i et bofællesskab med naboer i alle aldre.

Der er uden tvivl en pæn udsigt fra Favrskov Kommunes nyeste plejehjem, Solhøj i Hammel. Men der er langt til naturen, og de eneste dyr, man kan se, er kun kortvarige gæster på himlen. Set fra kommunens side er det sikkert udmærket; her er mange ældre samlet inden for kort afstand. Og for pårørende er der også rimeligt anvendelige kollektive muligheder.

Men kan man finde en måde at kombinere den nemme adgang til naturen med gode forhold for personalet og en brugbar kollektiv trafik?

Jeg kunne tænke mig, at det næste kommunale plejehjem bliver bygget som forbundne klynger med ‘fingre’ ud i naturen. Hvor husene ligner den slags boliger ikke kun jeg, men en meget stor del af Favrskovs seniorer er vokset op med. Det vil mindre bygninger og ikke høje firkantede blokke. Og hvor de fælles opholdsarealer i klyngerne strækker sig så langt ud i naturen som muligt. Til natur som både omfatter vilde og (mere eller mindre) tamme dyr. Og også med udsyn til naboer eller forbipasserende i alle aldre. Og ikke mindst hvor maden laves færdig i mindre lokale køkkener.

De enkelte klynger med boliger skal i så høj grad som overhovedet muligt fungere som selvstændige plejehjem med eget og fast personale. Men klyngerne skal hænge tæt sammen, så det også er muligt at udnytte relevante stordriftsfordele. Og selvom det skal ligge tæt på naturen, skal der også være god kollektiv trafik til stedet.

Nogle vil måske mene at det er et friplejehjem, jeg beskriver, men det er det ikke. Jeg ved, der er forskel på friplejehjem, og nogle er (som det i Sall) non-profit, men der er andre, der drives som kommercielle forretninger. Og jeg vil meget, meget nødig tilbringe min sidste tid som en vare for en privat virksomhed. Hvor galt det kan gå, kan man blandt andet se af den aktuelle sag med Berits Hjemmepleje i Aarhus.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen