Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Venstre vil skabe balance mellem land og by

Artiklens øverste billede
Birgit Liin, pressefoto.

Ulstrup Lokalråd har taget et vigtigt emne op: Hvordan får vi skabt balance i Favrskov?

Mere end halvdelen af kommunens borgere bor uden for vækstcentrene Søften, Hinnerup og Hadsten, og kommunen må ikke knække over, men skal fremstå som et samlet Favrskov.

Venstre vil udforme en vækst- og bosætningsstrategi, hvor vi for hvert lokalområde analyserer, hvilket udviklingspotentiale der er, og hvilke midler der skal til for at få den vestlige del af kommunen med på væksttoget. Det kan handle om udstykning af flere grunde og også om at fortælle potentielle tilflyttere om de boligmuligheder, der faktisk findes.

Og til det formål vil vi involvere de lokale ejendomsmæglere, som kender lokalområderne og markedet. Kommunale grunde i for eksempel Ulstrup, Thorsø og Vissing kan ikke findes på landets største boligportal, boligsiden.dk, men er gemt godt af vejen på kommunens egen hjemmeside, hvor køberne let kan overse dem. Venstre foreslår derfor, at vi lader lokale ejendomsmæglere hjælpe med salg af kommunale grunde i de områder, hvor der er behov for at gøre noget særligt, herunder ved markedsføring på boligsiden.dk.

Vi foreslår også bosætningsevents i lokalområderne, hvor alle lokale aktører slår dørene op og viser byen, institutionerne og butikkerne frem.

Vi vil endvidere gøre skolebibliotekerne i centerbyerne til lokale mødesteder, hvor borgere kan hente og aflevere materiale fra folkebibliotekerne, læse avisen og tilbyde hjælp til lektielæsning. Dette giver måske ikke i sig selv flere tilflyttere, men skaber liv og er et aktiv for dem, der bor i området. Og skulle nogen være i tvivl, kommer her en garanti: Venstre vil ikke lukke de små folkeskoler, men styrke elevgrundlaget, så skolerne kan overleve.

Venstre ønsker et langt større politisk fokus på sammenhængskraften og balancen i kommunen, og dette fokus vil vi sikre ved at lave et nyt politisk landdistriktsudvalg, som skal arbejde tæt sammen med Landsbyrådet.

Alt dette og meget mere kan man læse om i vores valgprogram, som findes på favrskov.venstre.dk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen