Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kirkens tjenende rygrad

Artiklens øverste billede

I Hammel, Voldby og Lading menighedsråd har vi netop fået fastlagt vores kollektliste, altså vores indsamlingsliste. De fleste kirker i landet har en liste over godgørende formål, som der samles ind til på bestemte søndage hen over året. Eks. samles der i mange kirker ind til Folkekirkens Nødhjælp, når der afholdes høstgudstjenester. Der samles også ofte ind til en form for lokal julehjælp, som folk i sognene kan ansøge om. Det at kirken samler ind, eller hjælper til, er ikke noget nyt. Det ligger faktisk i kirkens DNA og har været det helt fra kristendommens begyndelse. Jesus lægger selv op til det i Matthæusevangeliet:

»Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige…«

og

»Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Og langsomt over tid tog kirkevæsnet sig af alle de ting vi i dag anser for at være velfærdsstatens opgaver.

Denne tanke blev grundlaget for kirkens diakonale arbejde. Diakonia, er det græske ord for tjeneste. Og det blev ført ud i livet af disciplene, efter Jesu himmelfart. Da urkirken langsomt begyndte at tage form, blev denne opgave også tage med. Der blev blandt andet ydet hjælp til menighedens enker, som ikke selv kunne forsørge sig. Men også indsamlinger blev praktiseret, tidligt, det kan vi læse om i Paulus’ breve, både i Korinther- og Galaterbrevet. Her samler nye menigheder ind, for at kunne hjælpe de fattige i Jerusalem, som var den store modermenighed. Sådan startede diakonien og udviklede sig sammen med kristendommen, da klostervæsnet kom op at køre, overtog de, de diakonale opgaver og der opstod egentlige fattigforsorg, og hospitalsvæsnet fik også sin spæde start her. Og langsomt over tid tog kirkevæsnet sig af alle de ting vi i dag anser for at være velfærdsstatens opgaver.

Så kunne man jo håbe på, at der ikke længere var brug for kirkens diakonale arbejde, men det er der og måske endda i stigende grad. Vi ser besparelser i sundhedssektoren, som gør, at personalet ikke får tid til at danne relationer med borgere og patienter. Her kommer hospitalspræsternes rolle ind, de går ind og tager de svære samtaler med påvirkede pårørende og syge. Sognepræsterne holder plejehjemsgudstjenester og taler med beboerne. Vi ser et samfund, hvor flere og flere unge lider af psykiske problemer og der kommer flere og flere ensomme. Antallet af unge hjemløse har også været stigende de seneste år. I Danmark er der flere kristne organisationer som holder den diakonale arv i hævd, der er Kirkens korshær, som hjælper blandt andet narkomaner og hjemløse og driver varmestuer. Der er Røde Kors, som blandt andet har ordningen for besøgsvenner, som er en samling af frivillige, der besøger gamle og ensomme mennesker i hele landet. Der er Folkekirkens Nødhjælp, som hjælper over hele verden »når katastrofen rammer« og så er der også Folkekirkens familiestøtte, som er den del af folkekirken, som hjælper familier der har det svært. Familier der ikke nødvendigvis er så belastet at kommunen involveres, men familier der stadig kæmper med at få hverdagen til at fungere.

Alle disse tiltag er der, fordi det ligger i den kristne DNA at skulle hjælpe.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen