Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Grundpriserne nær motorvejen ved Søften er ikke erhvervsvenlige

Artiklens øverste billede
Lone Glarbo (V), medlem af Favrskov Byråd. Pressefoto

I Venstre ønsker vi vækst, fordi det giver velstand og dermed det bedst mulige afsæt for velfærd.

Prisen på en erhvervsgrund er helt afgørende for, hvor en udefrakommende virksomhed slår sig ned. Det er også afgørende for, om en virksomhed har råd til at flytte til en anden attraktiv plads, for eksempel fra erhvervsområdet i Hinnerup til det motorvejsnære i Søften.

Hvad gør de så, hvis det er for dyrt? De flytter måske til Randers, Skanderborg eller Silkeborg.

Hvorfor er det så vigtigt?

Jo, det er det naturligvis, fordi vi er afhængige af virksomheder, som skaber bosætning, skatteindtægter, børn til vores skoler, daginstitutioner, varme hænder til vores ældre, hjælp til vores sårbare børn, unge og ældre, haller, fodboldbaner, tennis og alt det andet, som er det gode liv i Favrskov. Ting, som vi alle værdsætter, og ting som giver livskvalitet og glæde hver eneste dag, også på en gråvejrsdag.

Jeg har talt med Silkeborg, Randers og Skanderborg kommuner, og vi kan ret hurtigt blive enige om, at de alle tre har attraktive erhvervsgrunde tæt på motorvejen, ganske som vi har det i Søften/Favrskov.

Ifølge lov om ”Salg af kommunale arealer” har kommunen pligt til at sælge til markedsprisen, men hvad er den så?

I Søften erhvervsområde har Favrskov i øjeblikket otte erhvervsgrunde til salg. De koster mellem 350 og 450 kroner per kvadratmeter. Prisen er eksklusiv kloak og tilslutningsbidrag. I Favrskov har vi dog ingen dækningsafgift.

I Silkeborg koster motorvejsnære grunde mellem 120 og 256 kroner per kvadratmeter (Funder-Silkeborg Nord). Det er dog prisen inklusiv kloak- og tilslutningsbidrag. Ingen dækningsafgift.

I Randers koster motorvejsnære grunde mellem 120 og 175 kroner per kvadratmeter (Sdr Borup blev solgt til 120 kroner). Priserne er eksklusiv kloak og tilslutningsbidrag. Dækningsafgift.

I Skanderborg koster motorvejsnære grunde mellem 190 og 230 kroner per kvadratmeter (gældende for Erhvervsparken Klank). Priserne er også her eksklusiv kloak og tilslutningsbidrag. Ingen dækningsafgift.

I Venstre mener vi ikke, at det er godt nok. Vi ønsker at tiltrække og fastholde arbejdspladser i Favrskov.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen