Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi skal løfte status for plejefag

Artiklens øverste billede
Hugo Strunge Frank. Pressefoto

Ældreplejen er helt afhængig af, at der er ansatte indenfor området – dygtige mennesker med en stor interesse for at arbejde med ældre mennesker, der har behov for hjælp og/eller pleje, hvad enten de bor hjemme eller på et plejehjem. Jeg har mødt mange af dem i forskellige sammenhænge, og jeg nærer stor beundring for de mennesker, der dagligt arbejder med demente borgere i hjemmeplejen eller på plejehjem.

Imidlertid er der allerede i dag mangel på social og sundhedsassistenter, og den mangel vil vokse i de kommende år. Dels fordi mange sosu’er naturligt vil forlade arbejdsmarkedet på grund af alder, og dels fordi antallet af +80 årige vil blive fordoblet over de næste 15 år i Favrskov Kommune. Endelig handler det også om den manglende tilgang til fagene.

Den første årsag er det værd at forsøge at gøre noget ved. Man kan spørge de pågældende medarbejdere: ”Hvad skal der til, for at du bliver længere på jobbet?” Man kan også spørge de nuværende deltidsansatte: ”Hvad skal der til, for at du vil gå op i arbejdstid?”

Den tredje årsag tager tid at løse. Der er behov for, at det gøres mere interessant for mennesker med stor empati og faglig evne, at de vil søge uddannelse som assistent eller sosu hjælper. Måske skal der kigges på aflønningen, men i hvert fald skal der gøres noget for at løfte den sociale status for faget. Og så handler det jo ikke kun om at smøre mad, made, bade og skifte ble. Det handler meget mere om at give de borgere mest mulig livskvalitet i de sidste år af deres liv gennem samvær.

Her ligger en stor opgave og venter for det kommende byråd med flere.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen