Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Letbanen kommer aldrig til Favrskov

Artiklens øverste billede
Ken Richter, kandidat til Favrskov Byråd for Venstre. Pressefoto

For Venstre er der ingen tvivl: Letbanen kommer aldrig til Favrskov. Det projekt er kørt helt af sporet. Flertallet på Christiansborg har også meldt ud, at der ikke kommer statspenge til den slags. Det vil være helt umuligt for Favrskov at skrabe én milliard kroner sammen, som måske vil være den udgift, kommunen skal betale.

Lad os i stedet se på andre og mere fleksible løsninger. Først og fremmest skal vi have udvidet Århusvej fra Hinnerup/Søften for at lette trafikpresset. I den forbindelse vil det være naturligt også at lave plads til en speciel busbane, hvor allerhelst el-busser kan sikre en hurtig kollektiv transport.

I Venstre har vi det også som en høj prioritet, at vi får fremmet udvidelsen af rute 26 til en motortrafikvej. Vi kan ikke vente til 2040, som er konsekvensen af trafikforliget i Folketinget.

Flertallet i Favrskov byråd har desværre droppet at kæmpe for planerne om et trinbræt i Laurbjerg, efter den socialdemokratiske trafikminister på mystisk vis har sløjfet projektet. Venstre giver ikke op så let, for trinbrættet vil være et kæmpe løft for udviklingen i Laurbjerg.

Infrastrukturen handler i høj grad også om de bløde trafikanter. Derfor er det vigtigt med flere cykelstier og trafikchikaner, der kan dæmpe farten, hvor det er nødvendigt.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen