Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vil det nye byråd i Favrskov også være byråd for de yngste?

Artiklens øverste billede
Jakob Sølvsten Fuglsang. Privatfoto

Skal man tænke på børnene eller de voksne, når det skal afgøres, om der skal være tilskud til hjemmepasning?

Der er blevet sagt og skrevet meget i spørgsmålet om tilskud til hjemmepasning. På den ene side står argumenter om, at det blandt andet vil kunne aflaste byer, der er pressede på kapaciteten i dagtilbuddene, samt at mange andre kommuner allerede har indført ordningen.

Overfor dette står argumenter om, at det potentielt vil modvirke ligestilling, at det vil kunne have en social slagside, at det vil øge manglen på arbejdskraft i kommunen, samt at det ikke er en kommunal opgave at yde tilskuddet. Og spørgsmålet er naturligvis ikke sort/hvidt. Men for mig at se, må det helt afgørende være, hvad der tjener barnet bedst.

Danmark er det land i EU, hvor flest småbørn tilbringer 30 timer eller derover i et dagtilbud. Samtidig må det formodes, at den nyligt indgåede barselsaftale vil medføre, at børn i gennemsnit kommer tidligere i vuggestue eller dagpleje end hidtil, da nogle mænd vil frasige sig deres nye, øremærkede ret til barsel.

Men er det virkelig i barnets interesse at tilbringe så mange timer uden for hjemmet i de helt tidlige år? Og hvad ville barnet vælge, hvis det selv kunne bestemme? Jeg er ikke i tvivl om, at det i rigtig mange tilfælde ville være sundt, hvis det fik lov til at tilbringe mere tid med far eller mor, inden det blev sendt i pasning uden for hjemmet. Og det ville ikke blot være til gavn for barnet selv, men for hele familiens trivsel.

Derfor vil jeg gerne udfordre det kommende byråd i Favrskov – uanset partifarve – til at følge adskillige andre kommuner i Danmark og indføre tilskud til hjemmepasning. Og om ikke permanent, så i hvert fald som forsøgsordning. Dette vil være et tydeligt signal om, at det nye byråd også vil være byråd for kommunens yngste.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen