Er det stadig tilladt at håbe på bedre tider?

I slutningen af marts rejser jeg med min hustru, to brødre, en svigerinde og en niece til Færøerne. Knap er vi ankommet, før jeg overvældes af landskabet.

Gennem tågen rejser majestætiske bjergsider sig på hver sin side af bølgende fjorde med næsten azurblåt vand. Vi er landet i en af verdens mindste lufthavne, og Færøerne er mindre end Fyn, men naturen er storslået. Selv føler jeg mig nu ganske lille. Det her må være verdens største lille land.

Jeg ser op mod en snebeklædt bjergtop og tænker, at det sikkert så ud på cirka samme måde dengang briterne under 2. Verdenskrig indtog landet, for at undgå tyske besættelser i Atlanterhavet.

Der er sket så meget siden, men bjerget knejser stadig over fjord og hav, mens det skiftevis smykker sig med bløde hvide skyer eller indhyller sig i en kappe af tåge og regn. Naturen her, ændrer sig kun ganske langsomt. Anderledes er det med vores samfund og kultur - den verden vi lever i. Her går det stærkt, og når jeg tænder for mit fjernsyn, lytter til min radio lyder det som om, det går den gale vej.

Mit blik følger bølgerne på fjorden i deres rullen hen imod et bragende sammenstød med foden af en stejl klippeskrant. Skrænten hæver sig lodret op. For toppen har et frygtløst får bevæget sig helt ud på kanten i en evig jagt efter græstørv. Det aner ikke, at det står på kanten af afgrunden.

På kanten af afgrunden. Er det også der vi står? Vor tids store fortællinger er kriseberetningerne. Coronakrise. Klimakrise. Og nu er der krig i Europa – igen. Frygten for atomkrig har fået en renæssance og konspirationer om 3. Verdenskrig fylder på min facebookvæg.

Af og til kan man føle sig som et får, der prøver at nyde en græstørv, prøver at holde fast i en vellidt hverdag, men ikke får lov, fordi man hele tiden konfronteres med krise efter krise.

Jeg betvivler ikke alvoren i de udfordringer vi som menneskehed står overfor. Coronakrise, klimakrise, krigshandlinger i vores nærområde og meget andet er reelle problemer, som vi må håndtere så godt vi kan.

Det jeg betvivler er, om vi mennesker kan holde til hele tiden at navigere efter kriseretorik. Kan vi nøjes med kun at handle ud fra bevidstheden om de skrækscenarier vi må undgå? Jeg tror, at kriseretorik fører til øget alarmberedskab.

Det kan være hensigtsmæssigt for en stund, men ingen kan holde til at være i alarmberedskab for længe ad gangen. Ved siden af kriseberetningerne er der brug for en håbsfortælling. Men er der nogen, der tør fortælle den? Har man egentlig stadig lov til at håbe på bedre tider?

Om lidt er det påske, for mange en anledning til familiesammenkomster, påskefrokoster og hyggelige stunder. Der kan være tryghed i traditioner, når verden omkring os forandrer sig hurtigere end vi bryder os om. Påsken er også en anledning til at gå i kirke. Fire ud af fem dage skærtorsdag til 2. påskedag har man mulighed for at tage til gudstjeneste.

Jeg tror kirken er et godt sted at gå hen, hvis man har brug for en håbsfortælling. Her kan man træde ind med alle sine store og små bekymringer og blive en del af en årtusinder lang historie og tradition af mennesker som en selv, der gennem de mest håbløse situationer dog forbeholdt sig retten til at bevare håbet. For det er en af kirkens væsentligste budskaber: Påstanden om, at det ender godt.

Håbet behøver ikke altid kunne begrundes, men det er altid bedre end håbløsheden. Måske håbet bør være den mest basale menneskeret.

I hvert fald, tror jeg, at jeg vil gå en tur i kirke til påske, og jeg tror, at jeg vil tillade mig sammen med mange andre før mig at bevare en gnist af håb for bedre tider. God påske.