Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den aften lagde jeg min datter i seng sammen med sine ukrainske veninder

Familie i Søften har haft fem ukrainske flygtninge boende hos sig i en måned.

Artiklens øverste billede
Oksana fra Ukraine har i en måned boet med sin familie hos familien Christensen i Søften. Her ses hun med familiens søn Laurits. Privatfoto

24. februar 2022 brød Rusland freden. Ukraine blev invaderet, og vi stod tilbage og i chok over, at det virkelig skete. Billederne, der tonede frem i tv og på nettet, var skræmmende. Jeg holdt vejret lidt, kiggede min mand dybt i øjnene og sagde: Vi bliver nødt til at gøre noget. Men hvad, vi kan ikke forlade vores fire børn for at tage til Ukraine og hjælpe. Vi må gøre noget hjemmefra. Kan vi åbne vores hjem for en familie?

Svaret kom prompte fra min mand, ja selvfølgelig kan vi det. Der gik et par dage, kontakter blev skabt på facebook. Busser blev sendt afsted mod den polsk/ukrainske grænse. Vi ventede, forberedte os selv og ikke mindst vores børn på, at lige pludselig kunne der stå en familie fra Ukraine og have brug for at sove hos os i en tid.

Hvornår, hvor længe, hvem de var, om de kunne engelsk? Det var nogle af de spørgsmål, børnene stillede, men vi kunne blot svare, at det vidste vi ikke – vi måtte bare vente og se.

Så en dag, en skøn søndag med solskin og familieudflugt til Kalø Slotsruin kom der en opringning: ’Kan I tage imod fem ukrainere?’

Wow fem, ja, altså wow, det er mange. Vi må se på det. De fem flygtninge havde allerede slægtninge boende i Danmark, som kom forbi vores hjem for at møde os og se på forholdene. Vi blev enige om en løsning, så fire flygtninge kom til os og én kom til at bo hos slægtningene (de havde i forvejen flere boende, men mente at det kunne fungere).

Et par dage senere, tirsdag 8. marts om aftenen, kommer familien sammen med en slægtning, der kan dansk. Det viser sig at være to svigerinder med hver deres datter på seks og 11 år. De bliver taget imod med store knus og klem. Den mindste pige og vores datter får øje på hinanden, og i løbet af få sekunder leger de på livet løs.

Vi andre sætter os til bordet og spiser aftensmad. En af kvinderne kan fint engelsk. Den anden kun få ord. Vi spiser lidt, smiler lidt til hinanden og ved faktisk ikke helt, hvad vi skal snakke om. Hvad spørger man lige en om, som er flygtet fra en krig og har efterladt sin far, sin mand og sin søn til en usikker fremtid?

Men i løbet af de næste par dage ændrer det sig, og snakken går livligt. Børnene leger i haven, hopper i klædudtøj, ser YouTube-film sammen, spiller Roblox, Minecraft og alt muligt andet. Det bliver fredag, og min familie og jeg tager på en ferie, der længe har været bestilt.

Vi aftaler, at deres mor gerne må komme, imens vi er afsted. Min bror kommer også og er i huset. Han hjælper med stort og småt, mens vi er væk. Vi har hele tiden kontakt via messenger, og alt tyder på, at de efter omstændighederne har det godt.

Da vi kommer hjem fra ferie, er bedstemoren der stadig., og vi opdager hurtigt, at det er bedst, hun bliver hos os. Hun har brug for sin familie og de for hende. Der bliver flyttet lidt rundt på sengene og wupti, så sover de alle fint og godt i samme rum i hver sin seng.

Kvinderne lærer mig at lave ukrainsk ravioli (pilmini og veriniki), og alt muligt andet lækkert mad bliver lavet i vores køkken. Vi går i haven sammen. Bedstemoren klipper hele hækken per håndkraft. Det giver mening og glæde for hende. Vi nyder et glas vin eller en cocktail sammen om aftenen og får snakket lidt om livets store og små ting. Vi får vist billeder fra livet i Ukraine. Bedstemoren har en kæmpe have, der er fyldt med flotte blomster og en køkkenhave, der kan brødføde hele familien.

Dagene går. Vores børn nyder at komme hjem fra skole til et hus, hvor der står venlige mennesker klar med kram og en sandwich og et par piger, som er klar til at hoppe på trampolinen. Rygtet går i vores lille by, at vi har gæster hos os, og folk byder ind med al mulig hjælp. Sikke en omsorg fra nærområdet.

De får selv styr på at søge om opholdstilladelse. Aftalen er, at når den går igennem, så vil de gerne have kommunens hjælp til at finde en bolig. De ønsker at starte en hverdag her, finde arbejde og forsørge sig selv og ikke nasse på samfundet. De beder sjældent om hjælp til noget. De er en resursestærk familie i sig selv.

Den yngste pige har fødselsdag og vi hygger med alt, hvad der hører sig til en fødselsdag. Pigen smiler og er ovenud lykkelig for den bamse af dragen ”tandløs”, hun har fået af sin mor. Pludselig midt i det hele ringer min telefon. Det er fra kommunen. Den unge mand oplyser, at de alle har fået opholdstilladelse.

Tårerne triller ned ad kinderne på os. Lettelse over at opholdstilladelsen er gået igennem. Lettelse over, at udlændingestyrelsen ikke sender dem til en anden kommune langt væk fra os. Børnene får nyheden og vores datter bryder sammen i gråd. Ikke af lettelse, men af sorg, for hun er bange for at miste sine veninder. De har, trods sprogbarrierer, fået et ekstremt tæt forhold til hinanden.

De ukrainske piger sidder og krammer, og kysser min datter og siger trøstende ord. De finder på, at hun skal sove sammen med dem. Den aften lagde jeg min datter i seng sammen med sine ukrainske veninder. Veninder som krigen har bragt sammen.

Et par dage senere står vi på trappen til vores hus, tager en dyb indånding igen og krammer hinanden ekstra hårdt og siger behold nøglen, hvis nu I får brug for at komme tilbage. Græder lidt sammen. Det er overvældende alt det, vi har givet hinanden på én måned. Og selv om de ikke skal længere væk end Skaghøj i Hammel små 15 minutters kørsel, så er det en smule angstprovokerende. Bare de nu kommer til at have det godt der.

En besked tikker ind ind fra en af de ukrainske kvinder, mens jeg skriver det sidste af denne artikel.

”Vi havde en rigtig god tid sammen og vi vil være venner for livet. Du og din familie fik mig ud af fortvivlelsen. Jeg så på børnene, hvordan vores piger legede med dem. Vi talte så meget sammen, og jeg følte mig godt tilpas sammen med dig og din familie. Jeg forstod, at trods alt vi har været igennem, så går livet videre, og livet er smukt.”

Hun slutter af med at skrive, du redder mennesker. Ikke bare på dit arbejde, men også hjemme.

Vi åbnede vores hjem for en fremmed familie i nød og fik så meget mere igen, end vi gav.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.