Historien må ikke forsvinde i vores travle hverdag

I fem år var Danmark besat af en krig, som var blevet tvunget ned over os.

En forfærdelig krig, som vi stadig hører og læser om i dag. En krig vi måske skal høre og læse om, selvom mange vil foretrække at slette det fra vores historie. Krigen viste mennesket fra sin værste side. Siden, som vi måske helst ikke vil mindes om, at vi har. At den findes i os alle.

Som mange andre lande i Europa, vælger vi hvert år at markere, hvornår krigen sluttede. Og denne dag giver os mulighed for netop at tale med hinanden om, hvad der gik så galt dengang. Om hvordan det aldrig må gentage sig. Og hvad vi i dag kan gøre, for at historien ikke gentager sig.

Men med verden i dag, kan man tænke om, vi overhovedet kan forhindre historien i at gentage sig. Krig, had, desperation og frygt. Det fyldte dengang, og det fylder i dag. Og så dukker spørgsmålet op om, vi virkelig kan lære af andres fejl, så historien ikke gentager sig.

Fejl begås af alle mennesker. Det er indkodet i os, selvom vi helst vil være foruden. Vi er ikke perfekte. Selv ikke engang Jesus var perfekt. Det helt perfekte eksisterer ikke. Hvis det gjorde, så vil verden nok have set markant anderledes ud. I stedet begår vi fejl i vores uperfekte verden, så vi kan lære af dem. Og vi skal lære af dem.

Det er vores ansvar i dag at sørge for det. Generationerne, som levende kunne fortælle om krigen, er ved at forsvinde. Efterhånden er det kun i historiebøgerne, at vi kan lære af historien. Det kan være svært at indrømme og stå ved, at denne krig blev begået af så tæt på vores tid. Det er uforståeligt, at mennesker i en moderne verden og tid kan opføre sig på denne måde. Så måske ligger vi historien fra os. Bilder os selv ind, at det var en anden tid med en anden tankegang, så det kan ikke ske igen.

Men så kan vi blot tænde for fjernsynet. Her møder vi synet af, at der ikke er blevet lært af historien. Det kræver nemlig, at vi lytter for at lære, og det kræver gentagelse, så vi bliver mindet om det, som mennesket kan være i stand til gøre. Ikke kun det dårlige, men også alt den godhed, som vi besidder.

Det er måske også derfor, at det er de samme tekster, som bliver brugt samme søndage år efter år i kirken. For at vi kan blive mindet om kristendommens budskab. Vi kan måske have en tendens til at glemme det. Ligesom vi kan glemme, hvad frygt og had kan gøre i mennesket. Derfor kan vi heller ikke lade fjerde maj gå stille forbi.

Den fjerde maj bliver en oplagt mulighed for at tage den støvet historiebog ned fra hylden og igen læse om krigen, så vi husker og mindes. Det er også derfor, at vi sætter lys i vinduet. Lyset bliver både symbolet på alt den lidelse, som krigen forårsaget, men samtidig er det også symbolet på det håb, som igen kunne blomstre efter fem års mørke.

Den fjerde og femte maj bliver vores mulighed for at huske og mindes og fortælle, så historien ikke forsvinder i vores travle hverdag.