Hygge hejsa

”Hygge Hejsa” står der på skilte, når man kører ud af Hammel.

For to år siden lagde jeg mærke til skiltet for første gang. Jeg havde været i Hammel for at besøge kirken og tale med menighedsrådsformanden om den ledige præstestilling og skulle videre til Lading og Voldby. Nysgerrig på byerne og egnen, smilte jeg og tænkte ved mig selv, det kan ikke gå helt galt.

Hygge kan vel man ikke have noget i mod. Det er et skandinavisk, nok mest dansk fænomen. Googler man det, får man billeder af ild i pejsen, strikkede sokker og folk der sidder og drikker kakao og en masse forklaringer mest på engelsk af dette særlige danske fænomen. Det forbindes ofte med noget socialt.

Tæt på sæsonafslutning havde vi onsdag formiddag i Kirkecaféen i Hammel besøg af kunstner, forfatter og tidligere skolemand og præst Ejvind Nielsen. Han skulle tale om humor i tilværelsen. Og en af deltagerne gik, før vi drak kaffe, glad hen og hilste på foredragsholderen med ordene: ”Jeg glæder mig til en hyggelig formiddag”. Foredragsholderen stivnede og smilede lumsk.

For det meste af hans uhyrlig morsomme foredrag skulle vise sig at være opstand mod at ”hygge sig”. Ejvind Nielsen fortalte stilfærdigt om sit liv, om teenageårene som tjenestedreng i roerækkerne, om et livsforløb hvor nysgerrighed, åbenhed og mødet med vigtige personer bragte foredragsholderen vidt omkring. Jeg tænkte undervejs både på Møllehave og Hausgaard, og alligevel var foredragsholderen helt sin egen og latteren bredte sig i rummet. Ja, jeg vil næsten sige, at vi hyggede os.

Hvis ikke det var, fordi Ejvind Nielsen råbte at ”hygge” var det værste, han vidste. Og så ironiserede han over de selskaber, han ofte går til, hvor ”man rigtig skal hygge sig”. Her sidder alle og taler om ligegyldigheder og banaliteter, og ingen tør sige sin mening af frygt for at spolere hyggen. ”Hvor var det hyggeligt” siger man så, når man endelig kan gå hjem. Social tomgang kunne man kalde det. Og jeg kom til at tænke på den gamle Hausgaard vise ”Blomkål og rejer”. På pladen ”Fornuftens land” (1991) synger Niels Hausgaard den gamle traver om social tomgang. Om en omgangskreds, der samles jævnligt og hver gang taler om ”hvor sjov’ det var den sidste gang, de var sammen, og grin’t af Knuds historier, selvom de var no’e gammel”. Og hver gang skal værtskabet overgå forrige gang og mængden af rejer, der rimer på bajer, stiger til det absurde. Lige indtil sidste vers, der handler om den første gang, de var samlet. Her var det ægte, kan man høre, og de fik vist nok hverken rejer eller ret mange bajer.

Tilværelsen er fuld af humor, og måske er hygge noget af det, vi for alvor skal huske at le af som et værn mod indholdsløs tomgang, alt imens vi hygger os. Så vi husker den første gang, vi mødtes, og finder ind til det nærvær, der forstørrer vores tilværelse.

En finsk kollega gjorde mig opmærksom på, at der er god grund til, at man i kirken ikke siger: ”hyggelig, hyggelig, hyggelig er Herren”, ”men hellig, hellig, hellig er Herren”. Vores gudstjenester er også bygget op om, at vi hver gang gør, som sidste gang vi var sammen. Hele tiden med den første gang for øje, den første jul, påske og pinsedag, der satte skub i nærværet og gjorde tilværelsen større.

Det blev i øvrigt en hyggelig formiddag. Gad vide om foredragsholderen så skiltet på vejen hjem?