SF er i sin gode ret til at kritisere midtbyplan
Svar på læserbrev fra Erling Kvist Andersen.

Kære Erling Kvist Andersen.
Det er ganske rigtigt, at jeg sad i Hinnerup Byråd, da den Midtbyplan, vi ser resultatet af i dag, blev vedtaget i 1999.
Det skal dog retfærdigvis nævnes, at SF dengang stemte imod den såkaldt Helhedsorienterede Midtbyplan – også selvom den indeholdt gode elementer. SF mente, at der fandtes bedre og mere varsomme alternativer. SF pegede i et oplæg på disse alternativer, hvad mange af de berørte borgere i midtbyen også gjorde.
Det var dengang ikke den smalle cykelsti, der var udslagsgivende. Den nye cykelsti var trods alt bedre end ingenting. SF’s modstand dengang var begrundet i den mangelfulde borgerinddragelse, nedrivning af de mange stationsbyhuse og nedlæggelse af haver til fordel for parkeringspladser.
I det hele taget led Midtbyplanen af mangel på veneration for byens historie og grønne islæt til fordel for biler og parkeringspladser.
SF er i sin gode ret til at beklage nogle af de værste konsekvenser af Midtbyplanen, da det er en kritik, vi allerede fremsatte dengang planen blev behandlet.
Men tilbage til nutiden. Det er selvfølgelig glædeligt, at Socialdemokratiet nu indser og har talt for forbedrede forhold for cyklister i midtbyen. Det er bare ærgerligt, at det ikke blev gennemført dengang, I havde muligheden. Det er ikke fordi, det har skortet på opfordringer. Forhåbentlig får Socialdemokratiet en ny mulighed for at sætte handling bag jeres ord. SF skal i hvert fald nok holde jer op på det.