Af med tøjet og på med kærligheden

Da jeg blev døbt, fik jeg en forsølvet barnesko af mine bedsteforældre. Den står fint og pynter på min bogreol hjemme hos mine forældre og har igennem hele min barndom været en fornøjelse at finde frem og røre ved.

Det er blot én af de mange gaver jeg har fået af mine bedsteforældre som jeg nu kan tænke tilbage på og mindes. Min barnesølvsko fik mig til at tænke over, hvad det er vi giver videre til de næste generationer i familien.

Slår vi op og kigger på vores stamtræ og sporer os igennem et væld af navne på søskende, forældre og oldeforældre er det ikke kun DNA og bedstefars næse vi i dag sidder tilbage med.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at DNA ikke er det afgørende, men at en familie består af meget mere end kød og blod. Nej, det vi ofte står tilbage med er: Fysiske objekter med affektionsværdi, som i alle andres øjne burde ryge direkte i skraldespanden.

Billeder, bøger, familieopskrifter, smykker og sentimentale LP-plader, ja jeg kunne blive ved. Måske er der også en nedarvet dåbskjole iblandt arvestykkerne. Dåbskjolen, der er blevet båret af alle familiemedlemmer og som er syet om fra bedstemors gamle brudekjole.

Arvestykkerne, der proklamerer højt og tydeligt: Her er jeg! Det er her du kommer fra!

Ligesom vi gør den dag vi bliver døbt. Alle i menigheden rejser sig op for det lille barn, der bliver båret ind, som proklamerer: Her er jeg.

Uanset om dåbskjolen er kort eller lang, grøn eller hvid, ny eller brugt symboliserer kjolen, at det yngste skud på stammen kan vokse i sin dåb og finde håb og trøst i løftet om, at Gud vil være med barnet til verdens ende.

Som små børn bliver vi båret ind i kirken af kærlige hænder og bliver modtaget ind i et fællesskab, som vi aldrig bliver udelukket fra. Selvom mange af os ikke kan huske vores egen dåb og hvad der skete den dag, kan vi se tilbage på billeder og høre historier. Måske husker vi ikke vores dåb, men måske husker kroppen den kærlighed vi var og er omgivet af den dag i dag.

Men måske forløb dagen ikke helt som planlagt og måske ser familiebilledet helt anderledes ud: En ødelagt familie, der ikke kan yde den kærlighed, som vi ønskede eller håbede på.

Hvor det eneste vi har arvet, er dårlige minder, hjertesorg og ensomhed.

I dåben iklæder Gud os i sin kærlighed.

Uanset hvem vi er eller hvor vi stammer fra.

Uanset om vi er elskede af andre eller efterladte.

Paulus siger, ”Ifør jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”.

Det gamle tøj kan smides væk og i stedet bliver vi iført kærlighedens tøj. Tøjet som vi ikke selv kan tage på, men som Gud giver os på.

Akkurat som faren gør i lignelsen om den fortabte søn. Faren løber sin yngste søn i møde omfavner og kysser ham.

Den yngste søn er vendt tilbage med sunket hoved i skam, men bliver mødt med kærlighed af sin far, der iklæder ham den fineste festdragt, sko og ring. Faren er et billede på Gud, der uanset hvad vi har gjort eller hvordan vi har opført os, møder os med kys og kærlighed og iklæder os kærlighedens tøj.

Det nye tøj, kærlighedens tøj, som aldrig bliver for gammelt eller for plettet. Det er et stykke tøj som vi aldrig kan tage af og er et usynligt aftryk vi alle går rundt med.

Jeg siger ikke, at vi alle skal smide tøjet og spankulere rundt, som den tåbelige kejser gør i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”. Han går nøgen rundt i byen, fordi ingen tør indrømme, at de ikke kan se kejserens klæder af frygt for at fremstå uintelligente. Indtil et lille barn råber: ”Men han har jo ikke noget på!”

Med kærlighedens tøj kan vi drage ud i verden og vende blikket mod vores næste og være kærlige over for hinanden. Ligesom vi fejrer i Pinsen, at Helligånden er iblandt os og virker i os. Derfor kan vi vende blikket mod vores næste.

Vi modtager arvestykker igennem hele vores liv. Ligeledes kan vi være der for andre og give vores arvestykker videre til den næste generation: Kærligheden (og måske nogle gamle støvede LP-plader).