Vi vil fred her til lands
Sct. Hans er indbegrebet af lyse nætter, hyldeblomst i fuldt flor, nattergale-og lærkesang.
Denne tid er magisk og dragende. Bålet er stort og smukt og i år bør vi synge ekstra højt på midsommervisen:
”…men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde; -vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”
Der er krig i Europa - igen.
I kirken beder vi hver eneste søndag uophørligt for fred, for forsoning, og vi forsager alt det onde, som en krig medfører. For ingen af os vil have kanoner i baghaven eller at kloden går under i en atombombe-sprængning.
Jeg er netop blevet 50 år, og jeg levede indtil 24. februar 2022 i den tiltro og håb, at min generation og mine børns generation ikke skulle opleve endnu en krig i Europa.
Godt nok er jeg vokset op under den Kolde Krig og jeg husker også krigen på Balkan, da jeg var ung, men endnu en hæslig og modbydelig krig i Europa - hvor var jeg dog naiv.
”Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.”
Halfdan Rasmussen skrev sangen ”Noget om helte” i 1950’erne. Han havde oplevet 2. Verdenskrig og den Kolde krig og Halfdan var som pacifist levende optaget af at tale imod krig, vold, had og magthaveres ondskab.
For Halfdan Rasmussen begynder enhver forandring i den enkeltes protest. Vi skal protestere mod vold og krig – ikke med våben - men med ånd!
Det er også og altid kirkens opgave at protestere. Protestere når livet undertrykkes, når livet krænkes og i stedet pege på alt der, der skaber liv og værdi. Derfor har vi et våbenhus i vores gamle kirker. Her lægger vi våbnene (i vor tid i overført betydning) inden vi går ind og hylder og lovpriser livet og skabelsen med ånd og sjæl. Det vidste Halfdan Rasmussen, og han skrev således:
”Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.”
I kirken beder vi hver eneste søndag uophørligt for fred, for forsoning, og vi forsager alt det onde, som en krig medfører. For ingen af os vil have kanoner i baghaven eller at kloden går under i en atombombe-sprængning.
Lad politikerne om at sende våben til Ukraine, og alle os andre, ja, vi kan jo pusle med rødbeder og pastinak og tage hinanden i hænderne om bålet og sammen håbe, bede og synge om at freden kan vindes, hvis bare vore hjerter aldrig bliver tvivlende kolde.
Fred og alt godt.