Debat: Valgfriheden vandt
Fantastisk. Intet mindre.
Folketingets partier blev forleden enige om en aftale, der slår fast med syvtommersøm, at den valgfrihed, de ældre har haft de seneste 20 år, fortsat skal bestå. Det manglede også bare, men valgfriheden har de seneste måneder hængt i en tynd tråd.
Den socialdemokratiske regering lagde i forbindelse med statsministerens nytårstale op til, at kommunerne skulle have valgfrihed. En valgfrihed, der reelt ville give kommunerne mulighed for at fjerne de ældres valgfrihed.
Det vil sige, at et tilfældigt byrådsflertal henover natten ville kunne fjerne hr. Jensens ret til at vælge, hvem der eksempelvis skal komme i hjemmet for at gøre rent.
Nu er der så lavet en bred aftale i Folketinget. De borgerlige partier og Radikale Venstre gjorde valgfriheden til et kardinalpunkt, og regeringen valgte heldigvis at lytte.
Det betyder, at vi nu har en aftale, der giver kommunerne større frihed og flere muligheder på ældreområdet, men samtidig sikrer den enkeltes valgfrihed. Det er så vigtigt.
Som politiker vil jeg på ingen måde blande mig i, om hr. Jensen vælger den offentlige eller private løsning, når han for eksempel skal vælge hjemmepleje.
Jeg vil bare give hr. Jensen muligheden for selv at vælge, fordi han alt andet lige bedst selv ved, hvad der er godt for ham. Og det fantastiske ved valgfrihed er jo, at bliver hr. Jensen utilfreds, kan han vælge en anden løsning.
Er det ikke dyrt med den valgfrihed, spurgte én mig forleden. Nej, det er det ikke. I Favrskov bruger vi den såkaldte godkendelsesmodel, som mange af landets kommuner benytter.
Det betyder, at kommunen har regnet ud, hvad det koster kommunen at levere for eksempel en times pleje eller praktisk hjælp - den private pleje- og omsorgsvirksomhed får samme timepris.
Dermed er der for Favrskov ingen økonomisk forskel på, om hr. Jensen vælger den ene eller anden løsning.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d