Det smitter ikke...

Der har været en begivenhed i den forgangne tid, som vi ikke kommer udenom at forholde os til som samfund og borgere i dette samfund: skyderiet, som skete søndag den 3. juli sidst på eftermiddagen, og hvor 10 mennesker blev ramt af skud affyret af en 22-årig psykisk syg mand, og tre mennesker afgik ved døden.

Min sympati ligger selvfølgelig hos ofrene og deres familie og samtidig også hos den unge mand og hans familie. Den unge mand havde kort forinden forsøgt at kontakte en psykiatrisk kriselinje, og han var kendt i det psykiatriske system, han var prisgivet sin psykiske sygdom og den magt, som denne havde over ham.

Det er så hjerteskærende, og hans liv er også mistet for altid. Mit hjerte banker virkelig for psykisk syge, måske især fordi jeg har haft det inde på livet flere gange i mit liv, og det er så hjertegribende, at de mennesker ikke kan få den hjælp, de skal bruge.

Onsdag den 6. juli var der et indslag på DR 1, TV Avisen, om etablering af en akut telefon til at gribe de her mennesker, og her medvirkede Peter Qvortrup Geisling, læge og journalist. Han synes, det er en rigtig fin ide med en akut telefon med et genkendeligt nummer og med fagligt kompetent personale, men han tog også fat i en undersøgelse af tilstanden i psykiatrien, som sundhedsstyrelsen har lavet allerede i januar, og som skal diskuteres af politikerne i september.

Undersøgelsen kommer med en sønderlemmende kritik af en psykiatri, der er sakket længere og længere bagud i forhold til resten af sundhedsvæsenet, og det konkluderes i undersøgelsen, at der skal postes fire-fem milliarder kroner i psykiatrien årligt, for at vi om 10 år vil have et niveau i psykiatrien, som er svarende til resten af sundhedsvæsenet.

Det er alvorligt det her, og vi har som samfund glemt vores kærlighed til medmennesket og kravet om at være fuldkommen, og i stedet er det slået helt fejl, og det kan vi ikke være bekendt. Jeg håber for vores alles skyld, at der bliver gjort noget ved psykiatrien og den udsultning, vi alle har kendt til, men måske kun har anet omfanget af.

Psykiatrien bærer 25 procent af sygdomsbyrden i det danske samfund, og der er tale om en massiv underprioritering af området, så patienter og pårørende oplever manglende tilbud, svigt, for tidlige udskrivninger, månedlange ventetider på udredning eller behandling og et kommunalt og regionalt tilbud, der på ingen måder kan snakke sammen i forhold til at fastholde en patient i bedring, når patienten udskrives.

Og det her er ikke noget, jeg kun har læst mig til i nyheder og aviser, nej, jeg har prøvet det på egen krop med et familiemedlem. Men hvorfor er det ikke noget, vi taler om ligesom med kræft, hvor det er lykkedes at få lavet et fornuftigt system til håndtering af denne sygdom, som gør, at mange flere overlever.

Hvorfor gør vi ikke det med psykisk sygdom? Laver en plan og en pakke, så mennesker kan blive raske igen? Men vi taler ikke meget om psykisk sygdom, selvom det er de fleste af os, der har det inde på livet i én eller anden form.

Omkring psykisk sygdom er der en del tabuisering eller stigmatisering. Men vi har brug for at skrige det fra tagtoppene: »det er ikke okay, og vi kan gøre det langt langt bedre!«