Livet er uhyggeligt godt

Sommerregn på træer og blomster trommer sig vej ind i mit dåbsreservoir, som intet andet.

De mange dråber på blade, og lydene, når de rammer, vækker mine barndomsforestillinger om en frodig sommerdag i evighedens have. Jeg ved godt, det er naivt, men jeg mærker førstegrøden af noget stort. Som allerede er, og som kommer.

Dåbsvandet skvulper i maven på mig.

Jeg oplever nærmest sommerens dråber som dåbsvand, der triller ned ad mig og blander sig med faktor-30-smagen og ind min mund. Begge dele beskytter. Det ene lover mig forbundethed med Gud og mennesker i al evighed, det andet forsøger at skærme mig mod hudsygdomme og sikre et længere liv i tiden.

Sommer gør mig glad. Lyse dage og nætter, jeg vågner ofte klokken fire eller fem ved fuglekvidder. Ja, og sådan kunne jeg fortsætte i lommepoetiske vendinger med lovprisninger af sommerregn og lyset. Og der er jo vitterligt meget at glæde sig over ved bare at være i tilværelsen sådan en sommerdag, så meget, at man næsten kan glemme, at livet er hårdt og krævende.

Det er jeg bevidst om. Og modsat dyrene, så er vi mennesker bevidste om, at vi har en bevidsthed, som vi kan reflektere over. Når jeg så på vores afdøde hund, bragte den mig så mange glæder, fordi den tydeligvis kun var optaget af dét, den nu engang var midt i. Grave et hul, fange en hare på marken, spise (den samtalte ikke undervejs).

Anderledes er det fat med os, som sidder og læser i Lokalavisen Favrskov. Vi tænker og forestiller os så meget, at det kan være svært at være til stede i nuet. Og i disse uger, hvor studenterne springer ud, og håber på at komme ind på drømmestudiet.

Hvor murerlærlingen får sit bevis i hånden eller Social- og sundhedsassistenten endelig er færdig med sin videreuddannelse fra Social- og sundhedshjælper, ja så tænker mange af os, som ikke længere er i 20’erne, at de er heldige, de har så mange muligheder foran sig. Hvad de jo også har. Men de skal selv fylde mening ind i tilværelsen. Og det er svært og opslidende.

Det grundlæggende uhyggelige ved det at være menneske og det, der gør livet så svært, er, at vi selv skal fylde det med mening.

Det er vores vilkår. Og det trækker tænder ud. Og netop derfor har jeg brug for de sanselige naturoplevelser som sommerregn, det vækker mig til live, det giver mig lyst til at gå i kirke, for dér i fællesskab med andre at se et barn blive døbt og genoverveje, hvad min og vores mening med tilværelsen dybest set er: At elske. Blive elsket og at elske andre, fordi vi er elsket på forhånd.

»Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor« (Grundtvig).