Bamseguden

De tekster vi i august måned har læst til søndagens gudstjenester, har igen og igen prøvet at få os til at forholde os til spørgsmålet: Hvad er det for en Gud, vi bygger vores liv på? Hvad er det for et gudsbillede vi har? Bygger vi ”troens hus” på sandet, som så nemt kan skride væk under os? Eller bygger vi vores tro på den faste klippe, på den åbenbaring, som Gud har givet os i Jesus Kristus?

Det er spørgsmål, som vi nok ikke tænker meget over i vores hverdag. Men rammes vi af en uventet stor sorg eller en tragedie - eller bliver vi handlingslammet af svær depression eller sygdom, ja så begynder vi at søge efter et svar, der kan retfærdiggøre situationen. Et svar på hvem Gud er og hvorfor netop vi bliver ramt.

Når livet gør ondt, så møder vi præster en rig variation af gudsbilleder. Svaret på hvem Gud er findes i lige så mange variationer, som vi også selv er. For tro og gudsbilleder formes af vores personlige historie - af vores opvækst og vores vej gennem livet med alle de sorger og glæder, vi møder på vores vej.

Men når vi i det daglige ikke tænker over hvem Gud er i vores liv, så udvikler vi heller ikke på vores gudsbillede, og vi ender med at stå tilbage med barndommens hjemmelavede billede af en gud. En gud, der som en bamse, måske har ligget gemt i et hjørne af vort livs pulterkammer.

En bamsegud, glemt af alle, men som vi søger tilflugt til igen for at få et enkelt kram mere. En bamsegud, som vi selv har formet, når far var vred, mor var fraværende eller vennerne drillede.

Selvom hjemmelavet leverpostej og hjemmebagte boller er godt, så gælder det samme ikke for en hjemmelavet gud. En hjemmelavet gud kan derimod skabe både angst og usikkerhed, når vi skal forsøge at forholde os til livets mening, død, lidelse og uretfærdighed. For vi kunne i stedet for ordet ”bamsegud” også bruge udtrykket livsmotto eller livsfilosofi.

For gør filosofier og mottoer ikke præcist det samme ved os? Vi hører fars stemme: ”Man kan, hvad man vil” og pisker så rundt i manegen og brænder vores lys i begge ender og går ned med stress. Eller vi lytter til mor: ”Det er der ikke noget at gøre ved”, og giver bare op uden i det mindste at forsøge. Eller hvad med bedstefars gode råd: ”Du må ikke gøre nogen kede af det” eller tantes visdom ”Du skal altid være god ved andre”, og ja - så ender den mindste lyst til at gøre noget godt for os selv som en arg synd og en overtrædelse - og skam og skyld følger snart efter.

Bamsen kunne måske trøste os, da vi var børn, og vi kan måske også ubekymret leve på et livsmotto, men hverken bamseguden eller livsmottoet rækker i længden, når sorgen rammer eller glæden sprudler. En hjemmelavet gud kan vi hverken leve eller død med. For et snævert gudsbillede gør Gud begrænset og lille. Og er Gud for lille, så bliver vi også for små og ikke i stand til at være til stede i hele tilværelsens dybde og fylde.

Men mødet med bamseguden kan få os til at spørge efter den eneste sande og åbenbarede Gud, Jesus Kristus, som vi kan bygge vores liv på og møde søndag efter søndag i den lokale kirke.