Højgravid bedre halvdel

Min bedre halvdel er i disse dage det, der må beskrives som højgravid.

Det er vores første barn som ligger derinde, og ved at skrive denne klumme, har jeg taget forskud på den del af livet, hvor det eneste man kan tale om og tænke på er ens egen snotnæsede unge.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som teenager tænkte ”taler voksne bare altid om deres børn?! Sker der slet ikke andet, som er værd at nævne?” Nu kan jeg så gå ud på badeværelset og i spejlet derude se et grelt eksempel på sådan en voksen.

Ligesom glæden vokser ved at følge mavens voksende størrelse, er der også en voksende fremmedhed ved det helt igennem naturlige, som man møder, idet man står overfor en mere og mere gravid kvinde.

Vi er vant til at møde og se mennesker i diverse moderne scenarier, i toget, i bilen, med et trådløst headset på hovedet, en telefon i hånden, med en lækker ice-latte i hånden eller i færd med at købe ind til en indisk ret.

Det normale er så teknologisk og globalt, at vi kommer helt vældig langt væk fra det naturlige. Således er vi kommet så langt væk fra naturen, at vi møder den; parken, træerne, blomsterne og græsset, som omgivelser, medens vi har glemt, at naturen er langt mere, med Løgstrups ord er naturen ophav – det er derfra vi stammer.

Det er netop dette faktum, som bliver soleklart, når man står overfor den naturlige, gravide, bulende og til tider ligefrem “håndtegnsgivende” mave. Al vores teknologi, videnskab, sprog og kultur som vi til daglig iklæder os, bliver revet af os, idet vi møder det rendyrkede ophav - den store mave.

Mødet med naturen som ophav, ændrer os, når vi får øje på det, er vi ikke længere den, vi normalt beskriver os selv som; præst, bager, autolakerer, maler, marathonløber eller chef. Foran ophavet bliver man menneske, ven, næste, mor eller far.

Det behøver ikke være særlig behageligt, der kan flyde en frygtelig masse ansvar, brudte løfter og dårlig samvittighed op til overfladen. Men det er også der, vi kan svare på det største af alle spørgsmål, måske ikke direkte ”Hvad er meningen med livet ?”, men i stedet ”Hvad giver livet mening ?”.

Det er, hvad der er på spil, når vi møder naturen som ophav, om mødet så er ved den gravide mave, i skoven eller på kirkebænken, så skaber det os. Så kolleger og teenagere må leve med at få ørerne tudet fulde.