3F påstand er grundløs og langt ude
Fagforbundet 3F påstod mandag her i Lokalavisen Favrskov, at overenskomsten mellem Arbejdsgiverforeningen KA og Det Faglige Hus ikke er gældende. Det er noget sludder, og det kalder naturligvis på en kommentar fra vores side.
Vores overenskomst er anerkendt af Arbejdsretten.
”Denne overenskomst indeholder bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der for så vidt ganske svarer til, hvad det er sædvanligt at medtage i kollektive overenskomster,” konkluderede Arbejdsretten tilbage i 2003.
Det er langt ude at forestille sig, at Arbejdsretten ville anerkende vores overenskomst, hvis den var udtryk for social dumping, som 3F nærmest påstår.
Der er forskel på vores overenskomst og 3Fs serviceoverenskomst. Vores er en mindstelønsoverenskomst, der dikterer, hvad en medarbejder som minimum skal have i løn, mens 3F kører med en normallønsoverenskomst, der dikterer lønnen. Forskellen på de to overenskomsttyper gør, at man ikke bare kan sidestille dem én til én. Men sammenligner man dem, er der dele, hvor en medarbejder får mere i løn på vores overenskomst end på 3Fs overenskomst – og omvendt.
Vores overenskomst er desuden skrevet ind i lovgivningen på flere områder, eksempelvis i Taxiloven og Godsloven. Det er langt ude at forestille sig, at politikerne ville anerkende vores overenskomst, hvis den ikke blev anset for gældende.
Det siger sig selv, at Det Faglige Hus og KA hver især har forskellige roller og interesser, men alligevel evner vi at lave ansvarlige aftaler, som gavner både lønmodtagere og arbejdsgivere. Vi er helt med på, at vi gør tingene anderledes end 3F. Vores fremgangsmåde tager udgangspunkt i, hvordan nutidens samfund og arbejdsmarked ser ud, og ikke hvordan det så ud, da Stauning var ung.