Tiden, der går og kommer 

Hjemme i vores køkken har vi et ur, der viser både klokkeslæt, dato og år. Uret kører på batterier, og de skal selvsagt skiftes en gang imellem. Men ellers kører det hele af sig selv. Næsten da. Årstallet skal vi nemlig selv skifte ved at tage uret ned, tage de gamle tal ud og sætte nye i. For 9 år siden skete dét først midt i marts, for lige inden jul havde vi fået vores første datter. Og det lille nye liv tog – heldigvis – al vores opmærksomhed, så det praktiske ved årsskiftet blev ganske forsømt. 

Udover det manuelle årsskifte har uret den særlige egenskab, at det kl. 23.20 giver en særpræget lyd fra sig. Det er motoren til tandhjulene. De forbereder sig på, at der til midnat skal vendes et blad på datoviseren. 

Ligesom uret skal vi nogle gange tage tilløb for at blive klar til at vende et nyt blad i vores liv. Det pudsige er bare, at fremtiden kommer til os alle sammen, hvad end vi vil det eller ej. Som en kvinde engang sagde til mig: ”Det er underligt. Du taler så meget om, at tiden går. For mig er tiden noget, der kommer!”. 

Ja, to ret forskellige måder at anskue tiden på. Når tiden går, er der hele tiden noget, der er forbi. Når tiden kommer, er der hele tiden noget, vi har i vente. Begge dele er sande på samme tid. Og mon ikke de fleste af os veksler mellem de to udtryk både sprogligt og mentalt. 

Om få dage tager vi hul på et helt nyt år. Der er forskel på 31. december 2022 og 1. januar 2023. Ikke nødvendig vis en forskel vi kan se med øjet, men vi mærker den. Og måske husker jeg faktisk at skifte tallene i mit ur dette nytår. 

For mange af os, er det en tid, hvor vi gør status over året, der gik. Alt det vi nåede. Alt det vi fik forærende. Alt det gode vi fik lov at opleve. Men også status over alt det, vi ikke nåede. Det, vi ikke fik gjort. Alt det, der blev taget fra os, og det, vi gik glip af. 

Nytåret kræver nærmest den status af os, og det er fint at få den refleksion forærende. Det giver en velgørende langsomhed og eftertænksomhed midt i krudt og kugler og champagnebrus. 

Jeg har aldrig oplevet nytåret ens to gange – ganske enkelt fordi ikke to år i mit liv har været ens. 

Som ung studerende sad jeg som regel i eksamenskaos og ænsede nærmest ikke nytåret – udover som en moderat forstyrrelse, fordi champagnen jo ikke drak sig selv. Resultatet blev, at 1. januar kunne rives ud af kalenderen og smides i skraldespanden i stedet for at blive brugt til eksamensforberedelser. Så meget for de gode intentioner… 

Andre år har jeg haft alverdens overskud til at invitere, lave mad, tage på nytårstur rundt til venner og familie, sørge godt for hver en gæst – og endda stille en tiltrængt brunch an for de efterfestramte 1. januar. 

Enkelte nytårsaftener har jeg oplevet gennem tårer, fordi mit eget liv var slået i stykker, eller fordi vi i årets løb havde sagt farvel til et elsket menneske. 

Alt dette betyder, at der nogle år er alverdens godt at se tilbage på og sige tak for. Mens bladskiftet til et nyt år andre gange ikke gå hurtigt nok, for der må da komme noget bedre, end det år vi forlader. Uanset, så kommer årsskiftet til os, og hver eneste dag bringer en ny begyndelse med sig. 

Jeg er elendig til at holde nytårsforsæt, så jeg er helt holdt op med at lave dem. Skuffelse og selvbebrejdelse behøver man ikke ligefrem at opsøge, når man kan undgå det. I stedet er jeg begyndt at bede. En bøn for det nye år. En bøn om, at det gennem hver eneste af os må bringe glæde, fred, trøst og håb til den verden, vi er fælles om. Bønnen er ikke en trylleremse, der med et slag får alt til at gå i opfyldelse. Det ved vi af bitter erfaring. Men bønnen kan give retning, mening og mål for hver eneste nye dag i det liv, der nu engang er vores – uanset om vi vender kalenderbladet med suk og bæven eller i frydefuld forventning. I bønnen er der plads til det alt sammen. Og måske – bare måske – vil bønnen med tiden forandre os hver især, så vi en dag slår øjnene op til en verden, hvor der er plads til os allesammen. 

Glædeligt og velsignet nytår til alle.