Nyt borgermøde, ny transportminister, hvad er nyhederne?

Vi burde være glade nu. Den 9. januar havde vi et vellykket borgermøde i Laurbjerg, hvor 50-55 mennesker mødte op til det ucharmerende navn ”Borgermøde om kollektiv trafik”. Panelet var rigtig godt og dækkede forskellige sider af de politiske midtergange, og vigtigst af alt var alle de forskellige institutioner, der har med kollektiv trafik at gøre: Kommune, region, folketing og Midttrafik, til stede. 

Samme dag mødtes borgmesteren og viceborgmesteren med endnu en transportminister og kunne forsvare Favrskov-sagen. 

Hvad er der ikke at kunne lide ved det? 

Jo, som en nævnte på borgermødet: Det hele er allerede sket før, og det føles som om vi er på ”repeat”. 

Vi får hyggelige møder, vi får mundtlig opbakning, vi får et ”hvis det bare var mig”, vi får et skulderklap, men i sidste ende får vi mindre og mindre kollektiv trafik. Vi har brug for handling. Hvis vi har brug for handling fra Folketinget og regionen, har vi først og fremmest brug for handling fra kommunen. 

Jeg flyttede til Laurbjerg i 2015. Dengang hed transportministeren Magnus Heunicke. Vi har fået seks transportministre i min tid her, tre blå og tre røde. De holder som regel ikke længe, og der er ingen garanti for, at den tid, man bruger på at lobbye for den nye, er noget værd efter næste Store Bededag. 

Men for at gøre det, har vi brug for et stærkt, positivt, engagement fra kommunen. Er der et byrådsmedlem, der ikke ønsker at forbedre den kollektive trafik i landdistrikterne. Hvis ja, så træd frem og fortæl os hvorfor. Du behøver ikke at fortælle os at: ”Det er mere kompliceret, end du tror”. Vi ved, at det er det. Vi har stadig brug for, at kommunen tager kampen op. 

Hvis du mener, at den kollektive trafik er en kamp at kæmpe for, et princip for din politiske indsats og arv, så engager vores kommune i en ambitiøs kollektiv trafikplan. Og det starter med at redde vores eksisterende buslinjer og gøre dem brugbare. For det, vi mister, får vi ikke tilbage. Det er altid nemmere at ødelægge og spare penge end at investere og bygge til fremtiden. 

Og det kan blive dyrt. Det kan endda være urimeligt for kommunen at bære denne vægt alene. Hvis det ikke håndteres af samfundet, vil det ende som en omkostning og et problem for hver enkelt husstand, der skal løses, ikke efter deres behov, men efter deres midler. 

Se dig omkring i Europa, hvor der er blevet sparet på de offentlige transportmidler. De endelige omkostninger er for borgerne, der må håndtere manglen på offentlig transport ved at købe flere biler eller flytte til en større by. Det er enten en byrde for privatøkonomien eller døden for livet i landdistrikterne. 

Lad os definere, hvad vi ønsker, ud over den enkelte linje eller trinbræt. Vores ambitioner kan ikke begrænses til at reagere på lukninger og beskytte de få, vi har tilbage. 

Lad os så lobbye for transportordførerne fra hvert parti i Folketinget, da de har tendens til at holde længere end transportministrene. Og så kan vi begynde at arbejde på det globale spørgsmål, ud over én linje, én landsby, én togstation.