Folkekirkens indre anliggender

I skrivende stund har regeringen fremsat et lovforslag, der vedrører afskaffelsen af Store Bededag. Mens du læser denne artikel, foreligger der måske allerede en afgørelse. Måske er Store Bededag afskaffet som en helligdag. Måske står det uændret hen – jeg kan være nervøs for det første.

Der er en masse ting på spil i forbindelse med en eventuel afskaffelse af Store Bededag, for eksempel ændrede arbejdsforhold for lønmodtagere. Men afskaffelsen af Store Bededag rører også ved noget andet, nemlig det papirløse forhold, der er mellem kirke og stat. Og ingen du falder i søvn over noget så – umiddelbart – kedeligt, som folkekirkens ”indre anliggender”, så fat mod, for det er vigtigt. 

Folkekirkens ”indre anliggender” dækker over gudstjenester, liturgi, salmer og kirkens lære. Indtil videre har politikkerne holdt sig fra at bestemme over dette, fordi folkekirken ikke er et statsvæsen, men en kirke, og fordi det ikke er politiske, men kirkelige og teologiske anliggender.

Det papirløse forhold mellem stat og kirke har indtil videre kunnet fungere, fordi politikkerne har holdt en armslængde til folkekirkens ”indre anliggender”. Men i det øjeblik politikkerne ikke længere deler den forståelse, så er der ikke noget lovgivningsmæssigt værn imod statens indgreb i folkekirkens indre anliggender.

Baggrunden for dette papirløse forhold mellem kirke og stat skal findes i grundlovens §66. Den foreskriver, at “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Det var tanken under udarbejdelsen af grundloven i 1849, at der skulle indføres en kirkelig frihed i forhold til staten. Det skulle konstitueres med en kirkeforfatning, som det er beskrevet i §66. Derfor kalder man §66 for en ’løfteparagraf’. 

Denne ’løfteparagraf’ er siden grundlovens udformning i 1849 end ikke opfyldt, selvom der er gjort adskillige forsøg. Hele fem kommissioner har afgivet betænkninger om en kirkeforfatning, hvoraf den seneste er fra 2014.

Nu tænker du måske: Hvorfor er løfteparagraffen aldrig blev opfyldt efter sin oprindelige hensigt? 

Det er der sikkert mange meninger om, men måske har der været et ønske om at undgå en samlet kirkeforfatning med et kirkeråd i spidsen. En slags angst for ’svenske tilstande’, hvor et centralt kirkeråd skulle være talerør på kirkens vegne, som ville have en udtalt holdning til alt.

Det er heller ikke helt ubegrundet, hvis vi kigger på Svenska Kyrkan, som har et kirkeråd, der i nogen grad blev partipolitisk og blandt andet har udtalt sig om hvorvidt der skulle være dobbeltskrogede skibe i Øresund. Dertil kommer diskussion om, hvorvidt et kirkeråd er i overensstemmelse med luthersk lære. 

Jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke har en løsning eller ved, hvad jeg skal mene om opfyldelsen af § 66 og et eventuelt kirkeråd, men med den mulige afskaffelse af Store Bededag bliver vi konfronteret med manglen på et lovgivningsmæssigt værn imod statens indgreb i folkekirkens ”indre anliggender”, og det kalder på, at vi i alle tilfælde forholder os til den nuværende situation. 

Den situation er en forfatningsløs tilstand, et besynderligt limbo, som folkekirken har befundet sig i de sidste 174 år.