Året der gik i byrådet
Det ”nye” byråd har nu fungeret et helt å, og der har været nok at tage fat på. I 2022 har vi i byrådet taget mange gode og vigtige beslutninger – Et lille udpluk:
- Tilskud til pasning af egne børn. En unik og fleksibel mulighed for børnefamilierne.
- Vi er i fuld gang med et stort og flot projekt ved spejdercenter Moselund i Hinnerup. Det giver ekstra børnehavepladser, nye muligheder for spejderne og for borgerne i Favrskov, der gerne vil ud i naturen.
- Ny lokalplan for Herredsvej i Hinnerup, der giver mulighed for flere mindre boliger, som der er stor efterspørgsel på.
- Vi havde en god budgetproces, hvor vi har udvist rettidig omhu og fundet besparelser, der ikke rammer den borgernære velfærd. I budgettet fik vi sikret penge til renovering af Tungelundskolen, Sløjfen i Hadsten, sanering af Storegade i Hinnerup, ombygning og nybygning af plejeboliger til vores ældre.
I byrådet er vi hele tiden opmærksomme på, at Favrskov skal være attraktiv for både borgere og virksomheder.
Byrådet har også vedtaget en stor Klimaplan 2050, den er fyldt med ambitiøse mål for den grønne omstilling her i Favrskov. Vi har afsat 5 mio. kr. i en lånepulje til energiforbedringer på fritids- og folkeoplysningsområdet, vi har afsat 1,5 mio. kr. til kommunal skovrejsning, og byrådet har indviet et klimasikringsprojekt langs Lilleåen i Hadsten.
Der er flere elbiler på vej til hjemmeplejen, så yderligere 46 biler kan omstilles til el-biler. Der er flere ting i gang, og vi er godt på vej i Favrskov, så vi sikrer, at arbejdet med den grønne omstilling fortsætter.
Der er altså taget mange gode beslutninger til glæde og gavn for borgerne i Favrskov.
I byrådet er vi hele tiden opmærksomme på, at Favrskov skal være attraktiv for både borgere og virksomheder. Vi skal i årene der kommer fortsat sikre os, at infrastrukturen er god både på landet og i byen. Vi skal sikre, at vores børn kan få en tryg opvækst i både børnehaver og skoler. Og vi skal sikre os, at der er et varieret udbud af boliger til vores ældre, og der skal være plads på vores plejehjem.
Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde i byrådet, Kultur- og Fritidsudvalget med forvaltningen og alle borgerne i Favrskov.
Godt nytår.